Dansker fastholder topplacering i Le Mans

Skrevet af admin

19/06/2016

Dagens topnyheder

Med få timer tilbage af 24-timers-løbet Le Mans holder den danske racerkører David Heinemeier Hansson fast i andenpladsen i GTE Am-klassen.

I sin Porsche har Hansson sammen med sine medkørere, Khaled Al Qubaishi og Patrick Long, vist sig at være blandt de hurtigste i klassen, og trioen lå forrest i en lang periode lørdag aften og natten til søndag.

Men tidligt søndag morgen blev Porschen overhalet af Ferrari, og op ad formiddagen er der ikke umiddelbart tegn på, at det skulle ændre sig.

I samme klasse fører den rent danske Ferrari en stille tilværelse på en ottendeplads. Holdets alderspræsident, 52-årige Johnny Laursen, har søndag overtaget rattet fra talentfulde Mikkel Mac.

Christina Nielsen - den første danske kvinde i Le Mans - er den tredje kører i bilen.

I GTE Pro-klassen befinder Marco Sørensen og Nicki Thiim sig fortsat på fjerdepladsen i deres Aston Martin, mens Jan Magnussen er avanceret til en placering som nummer syv i sin Corvette.

Men fremgangen er sket på en noget ærgerlig baggrund, fordi feltets anden Corvette med Tommy Milner bag rattet forulykkede og måtte udgå tidligt søndag morgen.

Milner kom skævt ind i et sving og fortsatte med høj fart ind i afspærringen. Køreren kom ikke noget til, men bilen var så smadret, at den ikke kunne fortsætte.

- Pokkers. Glad for at se, at Tommy Miller er ok, efter det frygtelige uheld i første sving, skriver Jan Magnussen på Twitter.

Magnussens bil har manglet fart og har slet ikke spillet en rolle i klassens topstrid, og det samme kan siges om feltets sidste dansker, Michael Christensen, der søndag formiddag ligger nummer otte i samme klasse.

Le Mans slutter klokken 15.

/ritzau/