Dansker i alvorlig arbejdsulykke i Norge

En dansk mand i tyverne er kommet alvorligt til skade i en arbejdsulykke i Ålesund søndag formiddag omkring klokken 10. Det oplyser operationsleder John Kåre Flo fra norsk politi til Ritzau.

- I forbindelse med en renovation på et ventilationsanlæg, er der en dansk mand, som er faldet to til tre meter ned på et betongulv, hvorefter han er blevet kørt til Ålesund Sygehus, siger John Kåre Flo.

Det er indtil videre ikke muligt at sige noget præcist om mandens tilstand, som sygehuset dog betegner som alvorlig.

- Det som sygehuset oplyser er, at han har pådraget sig alvorlige skader, og der var snak om, at han måske skule overflyttes til sygehuset i Trondheim. Det har jeg dog ikke fået bekræftet, siger operationslederen.

Norsk politi ønsker ikke at oplyse, hvem manden er, da de i øjeblikket arbejder på at få kontakt til mandens familie.

Foruden den danske mand, som er kommet til skade, var der to andre håndværkere til stede, da ulykken skete. Alle tre er ansat i et dansk firma.

 

Dagens Gossip