Dansker i Nairobi: Stemningen er trykket

Terrorangrebet i Kenya har efterladt et indtryk hos de lokale, som ikke er set i samme grad tidligere. Det forklarer Søren Bjerregaard, kommunikationsrådgiver ved Mellemfolkeligt Samvirke i det afrikanske land.

Selvom Søren Bjerregaard ikke var til stede, da en militant islamistgruppe lørdag tog gidsler i et indkøbscenter i hovedstaden Nairobi, har han tydeligt kunne mærke reaktionerne på terroraktionen.

- Folk er langt mere trykkede, end det er set før. Det er ikke mere end et par år siden, at der var et shoppingcenter, der brændte, hvor næsten 100 personer døde. Men det var jo en brand, så det havde folk nemmere ved at komme sig over. Den her gang er det helt anderledes, siger Søren Bjerregaard.

Den danske udsendte for Mellemfolkeligt Samvirke fortsætter med at fortælle, at kenyanerne både er rystede og rasende ovenpå angrebet, og at der blandt de lokale ikke er den store forståelse for, hvorfor det skulle ske.

- De er virkelig ramt på en helt anden måde, end jeg tidligere har oplevet det. Kenyanerne samler sig omkring det her, hvor der også ringes til familie og bekendte for at høre, om alle er okay, siger Søren Bjerregaard.

Gaderne i hovedstaden er derudover mennesketomme, hvilket ellers ikke plejer at være et normalt syn på en søndag.

- Folk sidder hjemme og ser fjernsyn, og der kan de sidde og holde sig opdateret. Gaderne er temmelig tomme, hvor de ellers om søndagen plejer at være fyldte, fordi familierne tager ud for at spise på restauranter. Det gør de ikke i dag, forklarer den danske udsendte.

Det seneste døgns tid har været en skræmmende oplevelse for Søren Bjerregaard, der til sammenligning nævner de spændinger, der var omkring det kenyanske valg.

- Den her gang er det klart meget værre og mere skræmmende, understreger han.

/ritzau/

 

Dagens Gossip