Dansker i Sydafrika: Mandela er over alt

Skrevet af admin

08/12/2013

Mest læste i dag

I Sydafrika er nyheden om forhenværende præsident Nelson Mandelas død ved at lægge sig. Men ikonet, der blev 95 år, fylder fortsat meget hos den enkelte sydafrikaner og i landets offentlighed, hvor søndag er udnævnt til en dag for bøn og refleksion.

Det fortæller Carsten Hovgaard, der lever i Johannesburg og har været bosat i Sydafrika i knap 14 år.

- Der bliver vist taknemmelighed til ham på mange forskellige måder. På tv hele tiden - i alle pauser og mellem programmer. Og der kører konstant programmer om ham, siger Carsten Hovgaard.

- Hans billede kommer op hele tiden. Eksempelvis bliver der spillet cricket mellem Sydafrika og Indien i dag, og der er fyldt med billeder af ham på stadion. Lige nu, som vi snakker, kører de en hyldest til ham, fortæller Carsten Hovgaard via telefonen fra Sydafrikas største by.

Ifølge danskeren er gadebilledet i Johannesburg søndag dog stort set som normalt, og folk er "meget stille og rolige".

- Folk er i en trist stemning, men der har været lang tid til at forberede sig på, at det ville ske, siger han med henvisning til Nelson Mandelas langvarige sygdomsforløb.

- Folk taler selvfølgelig om det, og det er et emne, der bliver brugt som indgang til enhver samtale, fortæller Carsten Hovgaard.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at millioner af sydafrikanere har brugt søndag formiddag i kirker, synagoger og moskeer i hele landet for at mindes den afdøde folkehelt.

Tirsdag er der officiel mindehøjtidelighed for Nelson Mandela på FNB Stadion, hvor den tidligere præsident havde sin sidste offentlige optræden i forbindelse med fodbold-VM i 2010. Her ventes stats- og regeringschefer fra hele verden at møde op.

Nelson Mandela begraves 15. december i landsbyen Qunu, hvor han voksede op.

/ritzau/