Dansker indrømmer færden i cyberkriminelt forum

Skrevet af admin

16/07/2015

Dagens topnyheder

En dansk mand i 20'erne indrømmer over for politiet, at han har slået sine folder i det lukkede cyberforum Darkode, som tirsdag var målet for en historisk stor international politiaktion mod cyberkriminalitet.

Dog benægter manden, at han skulle være skyldig i nogen form for ulovligheder.

Det fortæller politikommissær Niels Kristoffersen fra Midt- og Vestsjællands Politi. Han står for den danske del af efterforskningen af sagen, som trækker tråde til 20 lande.

- Han erkender brugen af et bestemt øgenavn, og at han har været inde på forummet, men han nægter sig skyldig i sigtelsen, fortæller Niels Kristoffersen torsdag til Ritzau.

Danskeren blev anholdt tirsdag i den internationalt koordinerede aktion, som på verdensplan resulterede i 70 anholdelser. Den unge dansker fra Midtsjælland blev løsladt efter afhøring hos politiet.

- Der har ikke været grundlag for at kræve ham varetægtsfængslet. FBI har beslaglagt serveren, og vi har beslaglagt computerudstyr hos manden. Så vi mener ikke, at han vil kunne påvirke efterforskningen, siger Niels Kristoffersen.

Politikommissæren oplyser, at der nu venter et langvarigt efterforskningsarbejde, som blandt andet skal foretages af Rigspolitiets it-eksperter.

Det er det amerikanske forbundspoliti, FBI, som har stået i spidsen af efterforskningen mod Darkode, som man har haft held til at infiltrere. I en pressemeddelelse kalder FBI aktionen for alle tiders største koordinerede aktion mod cyberkriminalitet.

FBI oplyser, at man er gået efter de alvorligste forseelser, som angiveligt har fundet sted i forummet, og det har altså trukket tråde til 70 personer i 20 lande. Blandt de anholdte er forummets administrator.

Darkode har ifølge FBI fungeret som en slags handelscentral, hvor medlemmerne har købt og solgt cyberkriminelle produkter - for eksempel ondsindede koder - der blandt andet kan anvendes til svindel og forskellige former for hacking.

Forummet har været helt lukket. For at blive medlem skulle man indstilles af et eksisterende medlem, og derefter skulle man i forummet dele en form for levnedsbeskrivelse, hvor man gjorde rede for sin cyberkriminelle baggrund.

/ritzau/