Dansker må nøjes med EM-sølv i parabordtennis

Det lykkedes ikke for den danske bordtennisspiller Peter Rosenmeier at forsvare sin EM-titel i parabordtennis.

Onsdag tabte Rosenmeier skuffende finalen til spanieren Alvaro Valera foran hjemmepublikum i Vejle.

I fem sæt vandt Valera 11-9, 7-11, 11-5, 12-14, 11-7.

- Jeg er mega bitter. Jeg ville så gerne vinde den kamp. Jeg føler, mit EM mangler en ordentlig afslutning og ender lidt som et straffe, der rammer overliggeren, siger Peter Rosenmeier i en pressemeddelelse.

- Opbakningen fra publikum var fantastisk, og jeg ville ønske, jeg havde betalt tilbage med en sejr, siger han.

Det blev også til en sølvmedalje for 15-årige Sophie Walløe, der tabte i tre sæt til verdensetteren Natalia Partyka.

Nederlaget havde den danske teenager derimod ikke så meget at indvende mod.

- Hun var bare klasser bedre end mig. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, men hun er professionel og lukkede mig slet ikke ind i kampen. Hun er virkelig en spiller, som jeg ser op til, siger Sophie Walløe.

Natalia Partyka har deltaget i både OL og de Paralympiske Lege.

/ritzau/

Dagens Gossip