Dansker om tyreløb: En fuldstændig ekstrem oplevelse

»Du aner ikke, hvordan tyrene reagerer. Du ser dem og er fanget, og de skal forbi dig. Det kick har jeg aldrig fået ved noget andet,« siger 27-årige Kim Beier Hessellund, der tilbage i 2010 deltog. Den tidligere kampsoldat fra regimentet i Holstebro har prøvet faldskærmsudspring og besteget bjerge, men oplevelsen i Pamplona var enestående.

»Et faldskærmudspring giver et fantastisk kick, men det her er ligesom noget helt andet, fordi du ikke kan gennemskue situationen, og fordi du ikke ved, hvad der venter,« siger teambuilding-instruktøren fra Viborg, der allierede sig med en rutineret tyreløber, da tyreløbet gik i gang.

»Startskuddet er gået. Mange begynder at løbe, og jeg får at vide, at det er skamfuldt at komme frem til arenaen før tyrene. Jeg kigger mig omkring. Så er den rutinerede løber væk. Og så er det ligesom bare alle mod alle,« fortæller han.

Det er ved den årlige byfest »San Fermin« i Pamplona, at løbet finder sted. Tyrene sættes ud i byens gader, hvor deltagerne har taget opstilling. Både tyre og deltagere iler mod byens arena, hvor løbet slutter.

Deltagerne skal være over 18 år, være ædru og løbe i samme retning som tyrene. De voldsomme løjer får hvert år dyreværnsorganisationer til at kræve løbet forbudt, fordi løbet stresser tyrene.

»Der er tale om meningsløs dyremishandling, når tyrene stresses og pines først i tyreløbet og siden hen i tyrefægtningsarenaen. Vi mener, at det er helt uacceptabelt at udsætte dyr for lidelser alene for underholdningens skyld,« siger Gitte Buchhave, direktør i den danske afdeling af den internationale dyreværnsorganisation WSPA, i en skriftlig udtalelse.

Hun opfordrer danskere til at holde sig væk fra arrangementet.

»Løbet ville jo ikke blive arrangeret igen og igen, hvis det ikke tiltrak masser af tilskuer,« siger hun.

Kim Beier Hessellund kan godt forstå bekymringen og er sådan set enig et langt stykke af vejen.

»Jeg kan sådan set godt forstå, at folk synes, det er synd for dyrene. Men man skal bare huske, at de tyre her bliver behandlet som superstjerner af folk i byen og bliver ikke slagtet. Jeg er sådan lidt delt omkring det,« siger han og fortæller, at han gerne vil af sted igen, hvis kæresten tillader det.

Byfesten gik i gang i søndags og fortsætter en uge frem.

Dagens Gossip