Dansker opgiver internationalt topjob

Den højest placerede danske topchef i en udenlandsk virksomhed trækker sig. Jim Hagemann Snabe meddelte overraskende søndag aften, at han opgiver posten som topchef for den tyske softwaregigant SAP.

SAP, der er verdens største softwareproducent, har forbløffet den internationale business-verden ved at dele topchefposten mellem to personer, danskeren Jim Hagemann Snabe og amerikaneren Bill McDermott, men den konstruktion opgives fra maj næste år, når Bill McDermott bliver ene mand på topposten.

Jim Hagemann Snabe vil i stedet glide ind i SAPs bestyrelse.

Jim Hagemann Snabe strøg til tops i SAP for tre og et halvt år siden, og det kommer ganske uventet, at han nu vælger at trække sig. For kort tid siden forsvarede han den dobbelte topchef-konstrukton og gav ingen antydninger af, at han var på vej ud. I et interview med tyske medier gav han tværtimod udtryk for, at han ville blive på posten, så længe han kunne skabe værdi for virksomheden og gøre SAP succesrig, skriver den tyske erhvervsavis Handelsblatt.

»Med dobbeltledelse kan vi meget hurtigere gennemføre mange vigtige ændringer. Hvorfor skulle vi så ændre det,« er Jim Hagemann Snabe citeret for.

Nu giver den 47-årige dansker over for Frankfurter Algemeine Zeitung udtryk for noget anderledes overvejelser:

»Det er en personlig beslutning. Jeg vil gerne have mere tid til min familie, og i lyset af den rigtigt, rigtigt gode tilstand, virksomheden er i, er det rigtige øjeblik kommet til at tage skridtet op i bestyrelsen.«

Jim Hagemann Snabe havde ligesom sin topchefkollega Bill McDermott kontrakt med SAP frem til 2017. De to røg til tops efter SAPs farvel til Leo Apotheker, der var enechef. Snabe har haft sit udgangspunkt i koncernens hovedkvarter i Tyskland, mens McDermott har base i USA, og netop den kendsgerning udlægger Financial Times som et udtryk for, at SAP vil styrke sit fokus på det store amerikanske marked. Også i tyske medier spekuleres der i, at Jim Hagemann Snabe i stigende grad er blevet kørt ud på et sidespor i trit med ekspansionen koncentreret omkring Californien og et skifte til cloud-baseret software.

Det er anden gang på kort tid, at SAP siger farvel til en højtplaceret dansker. Iværksætteren Lars Dalgaard solgte for et par år siden sin virksomhed Success Factors til SAP og fortsatte i SAP som chef for den hastigt voksende cloud-software, men tidligere på sommeren sagde han sit job i SAP op.

SAPs stærke mand, grundlæggeren og bestyrelsesformand Hasso Plattner sender Jim Hagemann Snabe pænt på vej.

»Jeg er utrolig stolt over, hvad Jim og Bill har opnået sammen, siden de overtog den delte CEO-post i februar 2010. De har overgået mine forventninger om at udvide SAPs førende markedsposition og profitable vækst gennem et kontant fokus på innovation og kundesucces,« siger Plattner i en udtalelse.

Med Plattners opbakning ventes Snabe at blive valgt ind i SAPs bestyrelse i maj 2014, et skridt der er i modstrid med anbefalingerne for god selskabsledelse, der anbefaler, at en topchef tager en pause fra virksomheden, før vedkommende glider ind i bestyrelsen. Men med Plattner i ryggen kan SAP tillade sig at se stort på den slags krav.

 

Dagens Gossip