Dansker scorer sit første mål i Holland

Skrevet af admin

15/02/2014

Dagens topnyheder

Den tidligere AaB-spiller Lasse Nielsen scorede sit første mål for NEC Nijmegen i hollandsk fodbold lørdag aften.

Lasse Nielsen scorede til 2-1 i Nijmegens udesejr på 3-1 over RKC Waalwijk. En sejr, som bragte Nijmegen over nedrykningsstregen i Hollands bedste fodboldrække.

Den unge fodboldspiller, som skiftede fra AaB kort før transfervinduet lukkede i slutningen af januar, var en af tre danskere i Nijmegens startopstilling. Kevin Conboy blev taget ud 11 minutter før tid, men Søren Rieks, ligesom Lasse Nielsen, var med i hele kampen.

Hjemmeholdet Waalwijk var ellers kommet foran allerede efter seks minutter ved Romeo Castelen, men derefter styrede gæsterne.

Navarone Foor udlignede til 1-1 midt i første halvleg. Lasse Nielsens scoring faldt seks minutter før pausen, og det blev 3-1 på scoring af Michael Higdon knapt 20 minutter før tid. Her stod Søren Rieks for den målgivende aflevering.

Tidligere lørdag var Andreas Bjelland med i hele kampen for hjemmeholdet Twente i opgøret mod Vitesse. En kamp, Twente vandt med 2-0 og lagde pres på Ajax i toppen af den hollandske liga.

Ajax fører med 48 point for 23 kampe - det er et point mere end Twente, men Ajax har dog en kamp til gode.

I den anden ende af tabellen ser det værre og værre ud for den tidligere danske landsholdsspiller Jon Dahl Tomasson.

Han overtog træneransvaret for Roda i vinterpausen, og med nederlag på 0-1 hjemme i Kerkrade til bundholdet ADO Den Haag, er Roda nu sidst i æresdivisionen.

NEC Nijmegen passerede også Roda i tabellen, og Jon Dahls hold har fire point op til den rigtige side af nedrykningsstregen.

/ritzau/