Dansker skal være FN's særlige udsending i Sydsudan

Den 65-årige danske topdiplomat Ellen Margrethe Løj er onsdag blevet udnævnt til FN's særlige udsending i Sydsudan af FN's generalsekretær, Ban Ki-moon.

Dermed skal hun stå i spidsen for FN's fredsbevarende mission i landet, der er verdens yngste nation, grundlagt i 2011. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ellen Margrethe Løj bliver i sin nye stilling chef for 12.500 militært personale og cirka 1300 civilt ansatte, og udnævnelsen glæder handels- og udviklingsminister Mogens Jensen.

- Jeg er glad for, at Danmark med udnævnelsen af Ellen Margrethe Løj som FN’s særlige udsending til Sydsudan knyttes endnu tættere til FN's og det internationale samfunds vigtige bestræbelser på at sikre varig fred i Sydsudan, siger han i en pressemeddelelse.

Ellen Margrethe Løj afløser norske Hilde Johnson, der tidligere på måneden forlod stillingen, efter at der på ny er opstået uro i Sydsudan som følge af en magtkamp mellem præsident Salva Kiir og hans afsatte vicepræsident, Riek Machar.

Konflikten i landet har skabt etniske uroligheder i Sydsudan mellem Salva Kiirs Dinka-stamme og Riek Machars Nuer-stamme. Tusindvis af civile er blevet dræbt og over 1,5 millioner mennesker er drevet på flugt siden december.

Men FN's generalsekretær, Ban Ki-moon er fortrøstningsfuld over at lade Ellen Margrethe Løj stå i spidsen for opgaven.

- Løj har stor erfaring med fredsbevarende missioner og internationale forhold, da hun tidligere har været særlig udsending for FN's generalsekretær i Liberia fra 2008 til 2012, siger han i en udtalelse.

Ellen Margrethe Løj har tidligere været Danmarks ambassadør i Tjekkiet, Israel og FN. I 2005-06 var hun som dansk FN-ambassadør Danmarks repræsentant i FN's Sikkerhedsråd.

Danmark har givet 197 millioner kroner i humanitær bistand til Sydsudan siden krisens udbrud, oplyser Udenrigsministeriet.

/ritzau/

Dagens Gossip