Dansker står bag populært computerspil

Nørderi med spil og design er en fast del af Ditte Deenfeldts hverdag.

Den danske spildesigner bor og arbejder til hverdag i Malmø, hvor hun senest har været med til at designe det populære og særdeles voldelige spil "Far Cry 3".

Rejsen mod drømmejobbet har været præget af spil i alle afskygninger.

- Jeg spillede bordrollespil for 20 år siden, hvor det stadig lå på grænsen til at være satanistisk i manges øjne, fortæller Ditte Deenfeldt til Ritzau.

Fjernsyn ser hun aldrig, i stedet danner spillene rammen om hjemmelivet. Både dem man spiller alene, og dem man spiller med andre.

- Spil er jo mange forskellige ting. Man kan skabe historien selv. På mange måder er det som at læse en god bog, men man har bare muligheden for selv at deltage og påvirke handlingen, siger Ditte Deenfeldt om fascinationen.

Selvom hun elsker spil, tog det alligevel nogle år, før Ditte Deenfeldt indså, at hun skulle være spildesigner. Men som hun ofte møder fordomme om, havde hendes tøven ikke noget at gøre med det faktum, at hun er kvinde.

- For det meste tænker jeg slet ikke over, at der er flest mænd i branchen. Det er noget, jeg bliver bedt om at tænke over, siger hun.

I flere år ville hun slet ikke diskutere at være kvinde i en mandeverden, fordi hun frygtede at blive reduceret til kun dét - en kvinde i en mandeverden.

- Men jeg har aldrig mødt de der sure mænd, som alle taler om. Derimod oplever jeg, at folk forventer, jeg er dygtig som kvinde. Man kan let blive sat lidt op på en piedestal, fordi folk har høje forventninger til kvinden i teamet, siger Ditte Deenfeldt.

Og netop de positive oplevelser gør, at Ditte Deenfeldt har indset, at det ikke skader at tale som sin rolle som kvindelig spildesigner.

- Børn og unge skal vide, at de kan gå denne her vej. Derfor gider jeg godt fortælle om det. Unge piger i dag har et enormt ensidigt kvindebillede at se op til, og det, synes jeg, er helt hen i vejret, forklarer hun.

/ritzau/

 

Dagens Gossip