Dansker var fanget midt i attentatets epicenter i Paris: Der var galgenhumor

Skrevet af admin

14/11/2015

Mest læste i dag

Da de første skyderier begyndte fredag aften i Paris, sad den danske journalist Sven Johannesen på en restaurant i det ramte område.

- Jeg er ude at spise med nogle udenlandske journalister, der lige som mig er i Paris for at dække en konference om airbnb, siger Sven Johannesen til Ritzau.

- Ejeren af baren begynder pludseligt at nedrulle den stålafskærmning, der omkredser restauranten, hvorefter hun annoncerer, at folk skal blive, fordi der er skyderi i nabolaget.

Ifølge den danske journalist tænker folk først, at der er tale om nogle kriminelle, der har et opgør. Men efterhånden som folk tjekker deres smartphones, finder kunderne på restauranten ud af, at Paris er under angreb.

- Stemningen går fra, at man er lidt uforstående over for, hvorfor vi er indelukket, til, at vi bliver meget nedtrykte og bange.

Sven Johannesen er lidt beruset, så han bestiller noget kaffe. Og fordi han er i byen som journalist, begynder han at interviewe nogle af restaurantens kunder.

- Og lige så langsomt løfter stemningen sig faktisk. Folk begynder at synge og føre samtaler. Det virker sådan lidt en tand for galgenhumoristisk.

Men så tikker nyheden ind om, at spillestedet Le Bataclan, der ligger kun omkring 1000 meter fra restauranten, er blevet besat.

- Vi sidder der midt i det hele bag en nedlukket jernvæg. Det er så surrealistisk, for vi kan høre specialstyrker og sirener lige uden for. Vi hører om specialstyrker, der vil omringe spillestedet, og vi sidder bare der.

Kort tid efter stormer politiet Le Bataclan. Sven Johannesen og hans gruppe beslutter sig efterfølgende for at forlade restauranten.

- Vi går op til afskærmningerne, men vi kan ikke komme tæt på stedet, for der er skærmet af langt inden spillestedet. Politiet har store hjelme med visirer på. Det er nok der, det så småt går op for mig, hvor omfattende det hele er.

Frustrationen og vreden breder sig blandt folk på gaden, og der opstår klammeri mellem nogle franskmænd og politiet.

- Det virker som om, alle tænker "ikke igen". Jeg fornemmer også, at folk er meget overraskede over så velkoordineret et angreb, der har fundet sted kort tid efter Charlie Hebdo og kort før COP21.

Sven Johannesen går derefter hjem gennem de øde gader i Paris. Dagen i dag har han brugt på at skrive artikler og lade det hele synke ind.

- Mens jeg fortæller det her, går det op for mig, hvor chokeret jeg er, siger han, men beretter, at han trods den voldsomme oplevelse er okay og vil tage tilbage til Danmark søndag.

/ritzau/