Danskere ånder McIlroy i nakken i Abu Dhabi

Ingen danskere blander sig i den absolutte top efter første runde ved European Tour-turneringen i Abu Dhabi, men en dansk trio fik en fornuftig åbning på Abu Dhabi HSBC Golf Championship.

Anders Hansen og Morten Ørum Madsen klarede sig begge gennem de første 18 huller i 68 slag, hvilket svarer til fire slag under banens par.

Det rækker foreløbigt til en delt placering som nummer 14. Et slag dårligere er Søren Hansen, der ligger på en delt 25.-plads.

Verdensranglistens nummer et, Rory McIlroy, er et slag bedre end de bedste danskere som delt nummer otte i fem slag under par.

En tidligere verdensetter - tyske Martin Kaymer - topper turneringen som den eneste i otte slag under par. Kaymer har vundet turneringen tre gange tidligere siden 2008.

I alt seks danskere deltager i Abu Dhabi. Thorbjørn Olesen gik torsdagens runde i banens par, mens både Søren Kjeldsen og Lucas Bjerregaard skulle bruge yderligere to slag på dagen.

Turneringen slutter på søndag.

/ritzau/

Dagens Gossip