To danskere anholdt på Mallorca mistænkt for voldtægt

Skrevet af admin

19/07/2015

Mest læste i dag

To danske mænd på henholdsvis 21 og 26 år er blevet anholdt af spansk politi på ferieøen Mallorca. De mistænkes ifølge det spanske medie Ultima Hora for at have bedøvet en danserinde med flydende ecstasy og derefter voldtaget hende.

Udenrigsministeriet bekræfter overfor Ekstra Bladet, at to danskere er anholdt på Mallorca.

- Udenrigsministeriet er bekendt med, at to danske statsborgere er blevet afhørt af politiet i en sag om voldtægt på Mallorca. Udenrigsministeriet kan ikke oplyse yderligere, da vi har tavshedspligt i personsager, siger vagthavende ved Udenrigsministeriet til avisen.

Ifølge Ultima Hora har de to danskere indrømmet, at de havde sex med kvinden, men de afviser, at det var mod hendes vilje.

Det spanske medie skriver, at danserinden har oplyst politiet, at hun intet husker, men at hun er vågnet på et værelse i seng med de to danskere. Kvinden flygtede fra værelset og tog hjem.

Resten af dagen følte hun, at hun var ramt af tømmermænd på trods af, at hun ikke havde drukket alkohol aftenen forinden.

De to anholdte er nu varetægtsfængslet og skal stilles for en dommer.

/ritzau/