Danskere bedst til at balancere job og fritid

Mens Danmark gang på gang bliver udråbt til det lykkeligste folk i verden, har Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) placeret de glade danskere som nummer syv på sit Better Life Index.

De nye tal viser samtidig, at Danmark ikke længere er det land, hvor indbyggerne er mest tilfredse med tilværelsen, som det ellers var tilfældet ved den seneste sammenligning i maj 2012.

I mellemtiden er danskerne nemlig blevet overhalet af Schweiz, Norge, Island og Sverige, så Danmark er røget ned på en femteplads, hvad angår tilfredshed.

I toppen af det samlede indeks, der sammenligner 11 parametre som blandt andet indkomst, arbejdssituation, sundhed og sikkerhed, ligger Australien efterfulgt af Sverige, Canada og Norge.

I sammenligningen scorer Danmark højt på områder som miljø og livstilfredshed. Bedst klarer danskerne sig dog, når det kommer til at balancere arbejde og fritid.

- Mængden og kvaliteten af fritid er vigtig for folks generelle trivsel og kan bringe yderligere fysiske og psykiske sundhedsmæssige fordele, skriver OECD.

Danskerne afsætter i gennemsnit 69 procent af deres dag - eller lidt over 16 timer - til personlig pleje og fritid, som blandt andet dækker over spisning, søvn, samvær med venner og familie, hobbyer og tiden foran fjernsynet.

Det gør Danmark til topscorer i OECD-gennemsnittet på 14,9 timer.

I den modsatte retning trækker de høje danske priser på el, gas, vand, møbler og husreparationer, der betyder, at danskerne sammenlagt bruger 24 procent af deres disponible indkomst på at have tag over hovedet.

Det er lidt mere end gennemsnittet i OECD-landene, som er på 21 procent.

Helt i bunden af den samlede optælling, som omfatter de 34 OECD-lande, Rusland og Brasilien, ligger Tyrkiet efterfulgt af Mexico, Chile og Brasilien.

/ritzau/

Dagens Gossip