Danskere dukkede Kiel i tysk Super Cup-finale

I sæsonens første kamp i Bremens OVB Arena sikrede den nordtyske klub sig Super Cup-titlen, da sidste års Bundesliga-vindere fra THW Kiel blev besejret 29-26.

Kiel, der gav debut til den danske landsholdsspiller Rasmus Lauge, kom ellers i lyntempo foran 5-3. Men Thomas Mogensen fik med sin scoring til 5-5 bragt balance i regnskabet.

Flensburg-Handewitt så sig efterfølgende ikke tilbage, og gik til pausen med en føring på 15-12.

Kiel bragte dog en smule spænding tilbage i kampen, da de et kvarter før tid kun var bagud 22-23. Men herefter tabte de totalt hovedet. På et tidspunkt havde de ikke færre end fire spillere udvist på samme tid. Det betød, at Flensburg-Handewitt kunne bringe sig afgørende foran 26-22.

De danske spillere leverede en godkendt præstation. Hos Flensburg-Handewitt scorede Michael V. Knudsen fem gange, mens både Thomas Mogensen og Anders Eggert blev noteret for fire fuldtræffere.

Også Rasmus Lauge gjorde det fint. Kiel-spilleren scorede to gange, mens holdkammeraten René Toft Hansen lavede det dobbelte antal mål.

Den tyske Bundesliga fløjtes i gang på lørdag. Mens Kiel hjemme møder Bergischer, skal Flensburg-Handewitt en tur til Minden.

Dagens Gossip