Danskere elsker motion og slankekure

Der bliver svedt, så det drypper, på løbebåndene og valgt gulerødder frem for kage i de danske hjem, hvis man skal tro en undersøgelse blandt 10 europæiske lande.

Her topper Danmark listen over de mest sportsaktive og slankende befolkninger.

Knap 60 procent af danskerne dyrker regelmæssig motion, mens næsten hver fjerde har været på slankekur inden for det seneste halve år.

- Jeg tror, at mange års livsstilskampagner for bedre motion langt om længe er begyndt at virke, siger livsstilsekspert Niels Folmann, der blandt andet er kendt fra tv-serien "Kender du typen?".

Samtidig kan det dog også være et udtryk for, at danskerne er ved at dele sig op.

- Vi er stadig blandt dem, der ligger godt til på overvægt. Nogle tager imod kost- og motionsråd, andre lader stå til. Vi er både i stand til at have rekord i overvægt og i at motionere. Det er lidt specielt. Så vi er ved at dele os i to hold, kan man sige, siger Niels Folmann.

Den betragtning deler Preben V. Hansen, der er kandidat i human ernæring på Professionshøjskolen Metropol.

- Vi har et polariseringsproblem i Danmark. Vi ser mere og mere, at de sunde bliver sundere, og de usunde bliver mere usunde, siger han.

Undersøgelsen er lavet af BBVA-fonden, som har spurgt 15.000 mennesker i 10 europæiske lande om livsstil, politik, økonomi og moral.

Når det gælder kostvaner og motion, skal man dog tage undersøgelser med et gran salt.

- Motion er positivt i folks bevidsthed, og det kan give problemer. Man er tilbøjelig til at overrapportere sunde ting og underrapportere usunde ting, for sundhed er meget følelsesladet i Danmark, siger Preben V. Hansen.

Tallene adskiller sig også fra tidligere undersøgelser, der har sat fokus på danskeres kortere levetid og mere usunde vaner sammenlignet med vores nordiske naboer.

- Danskerne er et af de folk, der ryger og drikker mest. Vi ligger langt nede på sundhedsskalaen og har store problemer med fedme og diabetes, som er konsekvenser af en usund livsstil. Det stritter jo imod disse resultater, siger ernæringseksperten.

/ritzau/

Dagens Gossip