Danskere er attraktive på transfermarkedet i NHL

Skrevet af admin

23/02/2016

Mest læste i dag

En håndfuld af Danmarks bedste ishockeyspillere må finde sig i usikkerhed om fremtiden i disse dage.

Jannik Hansen (Vancouver Canucks), Lars Eller (Montreal Canadiens), Mikkel Bødker (Arizona Coyotes), Frans Nielsen (New York Islanders) og Frederik Andersen (Anaheim Ducks) er alle af forskellige årsager på rygtebørsen på vej til andre klubber i NHL.

Tv-kommentatoren Eric Engels fra den canadiske tv-station Sportsnet skriver således tidligt tirsdag morgen på twitter, at Montreal er på markedet for at sælge Lars Eller.

Montreal tabte mandag 1-2 hjemme til Nashville, og Sportsnet hæfter sig ved, at Lars Eller, som trods manglende point spillede en stor kamp, fik usædvanligt meget spilletid. Det samme gjorde en holdkammerat, som ellers har været helt uden for truppen.

Det er ofte et tegn på, at klubben gerne vil vise spillerne frem for andre klubber.

- Det har været noget af en aften. Talte med en person fra en anden klubs ledelse over telefonen. Montreals Lars Eller er på markedet, skriver Eric Engels og uddyber senere:

- Kilden siger meget overbevisende: "Helt klart tilgængelig". Fornemmelsen er, at Eller ikke vil være billig, og at flere hold er interesserede, skriver journalisten videre.

Lars Eller har en gang tidligere prøvet at skifte klub, da Montreal fik ham i en byttehandel med St. Louis Blues i 2010.

I NHL handler man ikke spillere for penge, men bytter spillere og eventuelt rettigheder i det kommende års "draft" af unge spillere. Det betyder også, at den nye klub overtager spillerens kontrakt, som den er med både varighed og løn.

Også Vancouver-forwarden Jannik Hansen, som har scoret 19 mål for sin klub og måske har spillet sin hidtil bedste sæson, er rygtet som en stærk og attraktiv handelsvare for Vancouver.

Og det forholder Jannik Hansen sig til i et interview med Vancouver Sun.

- Det er ude af mine hænder. Det sker, hvis det sker, men indtil da må jeg bare spille og træne, som jeg plejer, siger Jannik Hansen.

Vancouvers svenske stjernespiller Henrik Sedin konstaterer, at klubkammeraterne meget nødig vil af med Jannik Hansen.

- Han har gjort meget for os, så han er en fyr, man virkelig håber kommer til at blive her, siger svenskeren til Vancouver Sun.

Mikkel Bødker, Frans Nielsen og Frederik Andersen har alle kontraktudløb i deres respektive klubber til sommer.

Derfor spekuleres der i Nordamerika i, at deres klubber vil skille sig af med dem, inden transfervinduet lukker på mandag.

Ellers er risikoen nemlig, at spilleren til sommer skifter til en anden klub, uden at den afgivende klub får noget for ham. Det gør klubben, hvis den kan bytte ham væk nu.

/ritzau/