Danskere er ikke meget for at ansætte ekskriminelle

Mange danskere vil gerne give ekskriminelle en mulighed for at blive en del af samfundet igen. Men når danskerne bliver spurgt, om de selv vil ansætte en ekskriminel, er lysten ikke lige så stor.

Det viser en ny undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd foretaget af Rambøll. Kun halvdelen vil ansætte en ansøger, der tidligere er blevet dømt for vold, mens 60 procent vil ansætte en ansøger, der har tyveri på straffeattesten.

Ole Hessel er direktør i High:five, der blandt andet arbejder med at hjælpe virksomheder med at etablere job til unge, der er udsatte på grund af kriminalitet.

Han kan godt genkende billedet i undersøgelsen, men mener ikke at modstanden er så stor, når de, der skal ansætte, først møder kandidaterne.

- Vi oplever i den grad, at når vi kommer ud til virksomhederne, så er vi ikke i nærheden af at møde den modstand, som undersøgelsen viser.

- Men virksomhederne siger samtidig, at de gerne vil have hjælp til og sikkerhed for den, de ansætter, siger Ole Hessel til Ritzau.

At danskerne generelt er positive over for at ansætte ekskriminelle, men ikke har lyst, når det bliver konkret, undrer heller ikke formand for Det Kriminalpræventive Råd, Henrik Dam.

- Den viser jo det, som vi allerede ved. Det er lettere at forholde sig til det abstrakte, end når det rører os selv personligt, siger han.

Ole Hessel fortæller dog også, at der er nogle match mellem virksomheder og ansøgere, der bare ikke fungerer.

- En tidligere voldsdømt skal måske ikke have publikumskontakt, og en tidligere bankrøver skal ikke arbejde i en bank, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip