Danskere i spil: I dag findes verdens bedste vækstvirksomhed

Monaco agerer kampplads, når Ernst & Youngs World Entrepreneur of the Year skal kåres i aften. Og midt i mylderet står to danske iværksættere fra Fredericia, der i aften har mulighed for at nå helt til tops i den globale erhvervselite.

»Det er gået godt. Vi var godt forberedt og fik sagt det vi ville. Nu har vi gjort det vi kan, og så må vi se, hvad der sker,« siger Jan Jacobsen om det interview, der er del af den samlede bedømmelse af.

Han er den ene halvdel af duoen bag virksomheden Monjasa, som han etablerede sammen med Anders Østergaard for 11 år siden. Det er en jury af toperhvervsfolk, der afgør, om vinderen bliver dansk eller en af de 48 andre nationaliteter.

Finalen er kulminationen af et udskillelsesløb, hvor over 5.000 vækstvirksomheder har åbnet regnskabsbøgerne og fremlagt strategiplaner i de 49 deltagende lande siden efteråret sidste år. Hvert land stiller med en vinder, og i Danmark kunne Monjasa fra Fredericia i januar løfte armene som årets Entrepreneur of the Year i.

Monjasa startede som traditionel bunkering-virksomhed, men har gennem årene tilføjet aktiviteter til forretningen. Særligt oliehandel driver virksomheden frem, men Monjasa har også investeret i hotelskibe til medarbejdere på offshore vindmølleparker. Sidste år omsatte virksomheden for 8,5 mia. kr. og leverede et overskud på 115 mio. kr.

Årets 49 landevinder har sammen en indtjening på over 40 mia. dollars og har på tre år skabt 40 pct. flere arbejdspladser, så de i dag har over 200.000 mennesker på lønningslisten. Blandt de konkurrenter, som Monjasa er oppe imod er blandt andet sydkoreaneren Gene Yoon, der har lavet en turnaround med tøjbrandet Fila og købte for nylig golfudstyr- og tøjmærkerne Titleist og Foot Joy. Spanien sender verdens største producent af Cava, fra Sydafrika kommer en af det afrikanske kontinents tungeste spillere inden for mine og kulindustrien, Filippinerne sender en virksomhed, der udvikler små solcelledrevet produkter til fattige områder og den sjette største bank i Kina med over 50.000 ansatte møder også op til en tvekamp.

»Vi er op i mod nogle hårde konkurrenter med nogle fantastiske fortællinger om vækst og fremgang. Vi er hernede får at få en oplevelse og samtidig møde en masse spændende virksomheder, som vi ellers ikke ville få adgang til,« siger Jan Jacobsen.

Monjasa har blandt andet brugt tiden på at mødes med andre landevinder, der enten er fra eller har erfaringer med markeder, der på sigt kunne være interessante for Monjasa.

Du kan følge med i konkurrencen og se om verdens bedste vækstiværksættere bliver dansk på følgende link. Live-transmissionen begynder kl. 21.30 lørdag aften.

Klik her

 

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV