Danskere i Tunesien opfordres til at rejse hjem

Skrevet af admin

10/07/2015

Dagens topnyheder

Danskere bør ikke rejse til Tunesien, og de, som befinder sig i landet i forvejen, bør forlade landet. Det skriver Udenrigsministeriet i sin nyeste rejsevejledning.

"Hvis du befinder dig i Tunesien, og ikke har nødvendige grunde til at blive der, anbefales du at udrejse ved hjælp af et rejseselskab eller med kommercielle fly", lyder anbefalingen fra ministeriet, som også skriver:

"Udenrigsministeriet fraråder stadig alle rejser til grænseområder mod Algeriet og Libyen, og fraråder nu ikke-nødvendige rejser til resten af landet".

Udenrigsministeriet vurderer at der er høj risiko for terrorhandlinger mod vestlige mål, turistattraktioner, offentlige bygninger, i nærheden af sikkerhedsmyndigheder og på steder, hvor større menneskemængder er samlet.

Danmark følger dermed Storbritanniens eksempel, som i går gav samme melding til briterne. De britiske myndigheder vurderer, at sikkerhedsforanstaltningerne i turistområderne ikke er tilstrækkelige.

De nye anbefalinger kommer som følge af, at der har hersket usikkerhed i Tunesien efter et terrorangreb i den tunesiske by Port El Kantaoui ved Sousse 26. juni 2015.

En mand åbnede ild ved et strandhotel, hvor han skød med et maskingevær skjult i en parasol. Det kostede 38 mennesker livet, hvoraf hovedparten var briter. Gerningsmanden blev efterfølgende skudt og dræbt af det tunesiske politi.

Den tunesiske regering har siden indført undtagelsestilstand i landet i 30 dage.

Flere danske rejsebureauer valgte efter terrorangrebet 26. juni at droppe alle rejser til Tunesien denne sæson.

Tidligere på året fandt et andet terrorangreb i landet sted. Dengang var det Bardo Museet i hovedstaden, Tunis, som blev ramt. Bevæbnede mænd dræbte 21 turister og en politibetjent, inden de selv blev dræbt.

Islamisk Stat har taget skylden for begge terrorangreb.

/ritzau/