Danskere kæmper sig til flot finalesejr i mixeddouble

Skrevet af admin

15/12/2013

Dagens topnyheder

Christinna Pedersen er uden tvivl hverken til at hugge eller stikke i de kommende dage.

Hun kronede en perfekt uge med to finalesejre i Malaysia og kunne dermed lade sig hylde som dobbelt mester ved årets sidste store turnering: Badmintonspillernes sæsonfinale i Malaysia.

Mens sejren i damedouble blev kørt sikkert i hus sammen med Kamilla Rytter Juhl tidligt søndag morgen, så lignede det længe et nederlag i mixeddoublefinalen lidt senere søndag, men sådan gik det ikke.

På imponerende vis kæmpede hun sig sammen med makkeren Joachim Fischer Nielsen tilbage fra en meget skidt start og endte med at vinde mixeddoublefinalen over kineserne Zhao Yunlei og Zhang Nan.

Danskerne tabte første sæt 12-21 og var i den grad overmatchet. Også i andet sæt var der kinesisk dominans indtil 11-7 i kinesisk favør. Herefter skiftede kampen totalt karakter.

Danskerne stoppede med det hurtige spil mod kineserne, og den ændrede danske taktik slog kineserne helt ud af kurs. Danskerne kæmpede flot og vandt andet sæt 21-19, og tredje sæt var ren opvisning af den danske duo.

10-1 efter 11 dueller, og så var resten en formalitet. Kineserne havde intet modtræk og fik ikke et ben til jorden mod de erfarne danskere, der vandt tredje sæt 21-10.

Danskerne havde tabt de seneste fire kampe mod dette kinesiske par, og det understreger kun det imponerende i præstationen søndag. I alt 15 kampe har de to par nu spillet mod hinanden - med syv danske og otte kinesiske sejre til følge.

Sæsonfinalen var en stor dansk succeshistorie. Alle danskere avancerede fra de indledende grupper, og Christinna Pedersen var heltinden over dem alle.

- Det har været en fantastisk uge. Nu glæder jeg mig til at komme hjem, sagde den dobbelte mester kort efter kampen.

Hun spillede 10 kampe og vandt alle 10. Dermed danske titler i både mixeddouble og i damedouble.

Herresinglen Jan Ø. Jørgensen og den danske herredouble med Mathias Boe og Carsten Mogensen nåede begge til semifinalerne i Malaysia, hvor det dog blev til nederlag.

/ritzau/