Danskere kan spare tusindvis af kroner på bilforsikring

»Forskellen i priserne kan være op til 100 procent – og nogle gange 200 procent eller mere,« siger jurist i Forbrugerrådet Mads Mølgaard Braüner med henvisning til en undersøgelse af markedet for bilforsikringer, som Forbrugerrådet lavede for cirka et år siden.

Foreningen Danske Motorejere (FDM) har også haft sine jurister på sagen og undersøgt bilforsikringsmarkedet.

»Man kan spare flere tusinde kroner,« siger forbrugerøkonom i FDM Allan Skytte Christensen til Børsen.

Avisen har desuden fået tal fra forsikringsselskabet Alka, der påviser, at syv ud af ti bilejere vil kunne spare penge på at skifte til et andet forsikringsselskab end deres nuværende - uden at forsikringen vel at mærke bliver ringere.

»De forskellige forsikringer ligner hinanden så meget, at der ikke er nogen grund til at vælge den dyre. Vi taler virkelig om små forskelle mellem de forskellige selskaber,« siger Mads Mølgaard Braüner fra Forbrugerrådet.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder

De store prisforskelle i næsten ens produkter vidner om en dårlig konkurrencesituation, hvor mange forbrugere er »utrolig loyale« over for deres forsikringsselskab og frygter at miste dækning, vurderer han, mens Allan Skytte Christensen fra FDM påpeger, at folk finder det kedeligt at kigge på forsikringer.

»Det er jo et paradoks, at man kigger efter knaldtilbud, hvor man sparer en krone på mælk, når man kan spare flere tusinde kroner på sin bilforsikring,« siger han til avisen.

Dagens Gossip