Danskere lyner igen i NHL

Skrevet af admin

10/11/2013

Dagens topnyheder

Frans Nielsen fortsætter med at lave mål i verdens bedste ishockeyliga, NHL, i denne sæson.

Danskeren scorede sit niende sæsonmål, da han udlignede til 1-1 i første periode af nattens udekamp mod Columbus. Lige lidt hjalp det dog for New York Islanders, som endte med at tabe med 2-5, men Frans Nielsen har nu lavet 18 point i 17 kampe i sæsonen.

Dermed holder han sig stadig til i top-20 på topscorerlisten, selv om der er næsten 700 spillere i NHL.

Kampen var helt lige, 2-2, da holdene tog hul på tredje periode, men en scoring allerede efter 27 sekunder af tredje periode, og en mere tre minutter senere, tog brodden af Islanders.

Frans Nielsen og Peter Regins hold måtte indkassere den sidste scoring i tomt mål kort før tid. De to danskere forsøger sig igen allerede søndag, hvor de skal til Montreal og møde Lars Eller i et opgør med tre danskere på isen.

I Phoenix kunne Mikkel Bødker til gengæld forlade isen som både vinder og matchvinder.

Den 23-årige dansker scorede det afgørende mål på straffeslag, da Phoenix hjemme slog Washington Capitals med 4-3.

Holdkammeraten Antoine Vermette scorede først på straffe. Da Washingtons Mikhail Grabovski misbrugte, skulle Mikkel Bødker forsøge sig. Han scorede, og da superstjernen Alexander Ovechkin dernæst misbrugte for Washington, var kampen afgjort.

Tidligere lørdag havde backen Philip Larsen også en finger med i spillet i en scoring.

I sin NHL-kamp nummer 99 stod han bag afleveringen, da Taylor Hall reducerede til 2-3 for Edmonton i tredje periode. Edmonton tabte dog med 2-4 i Philadelphia.

Når Edmonton søndag spiller i Chicago, bliver Philip Larsen formentlig den sjette dansker, som runder 100 NHL-kampe.

/ritzau/