Danskere opfordres til at blive inden døre i München

Udenrigsministeriets Borgerservice opfordrer fredag aften danskere i München til at blive inden døre, indtil der er klarhed over situationen i den bayerske storby.

Det skriver Udenrigsministeriets borgerservice på Twitter.

I udmeldingen oplyser Borgerservice samtidig, at der indtil videre ikke er oplysninger om, at danskere skulle være kommet til skade under skyderiet, hvor tysk politi kort før klokken 21.30 melder om seks dræbte og et endnu ukendt antal sårede.

Udenrigsministeriet har ikke en decideret rejsevejledning til Tyskland, skriver Borgerservice på sin hjemmeside.

- Vi udarbejder ikke rejsevejledninger for EU-landene, de nordiske lande og Nordamerika. For denne gruppe af lande lægger vi de lokale myndigheders anvisninger til grund og henviser hertil, står der på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Politiets Efterretningstjeneste, PET, oplyser fredag aften, at man "følger situationen i München nøje".

Politiet i München oplyser, at der blev slået alarm kort før klokken 18. Ifølge en polititalsmand blev de første skud affyret klokken 17.52, skriver dpa.

Politiet opfordrede tidligt via Twitter folk til at forlade gaden nær indkøbscenteret og holde sig inden døre. Kort efter udvidede politiet advarslen og opfordrede folk til at holde sig helt væk fra offentlige gader og pladser og transportsystemet i hele München.

Også andre lande har lavet opfordringer til deres borgere i München.

Det britiske udenrigsministerium har ændret i rejsevejledningen til Tyskland og opfordrer alle briter i München til at holde sig fra området omkring Olympia-centeret, hvor skyderiet er foregået.

Ministeriet opfordrer samtidig til, at man følger lokale myndigheders råd.

Samme melding kommer ifølge det norske nyhedsbureau NTB fra det norske udenrigsministerium.

/ritzau/

Dagens Gossip