Danskere pisser hinanden af: Dette skaber flest klager og nabokrige

Skrevet af Kristine Bugbee

24/04/2016

Dagens topnyheder

Flere og flere danskere søger hjælp til at løse konflikter med irriterende naboer. Det skriver TV2

Boligejernes Videnscenter Bolius får et stigende antal henvendelser fra folk, som mangler hjælp til skabe fred med naboen. Men hvor krigen tidligere udspillede sig over hækken i parcelhuskvartererne, er problemerne nu rykket til de danske storbyer.

Flere folk i byerne har nemlig fået bygget altaner, og det skaber tilsyneladende irritation, når naboen griller, ryger cigaretter og snakker højlydt udendørs. 

- Den adfærd, man har inde i lejligheden, rykker man ud. Man laver mad, man ryger, og man snakker, og man samles med venner. Man glemmer bare, at alle ens naboer sidder rundt om. Problemerne bliver utroligt synlige, når vi sidder så tæt hinanden, siger formidlingschef Kristine Virén fra Bolius til TV2.

Altanlivet har fået flere til at rette henvendelse til Bolius for at undersøge, hvilke rettigheder de har, og hvilke regler der er på området, tilføjer hun.

Ifølge TV2 omhandler nogle af de typiske altan-klager vand fra blomster, der drypper ned til underboen, dyr på altanen, som larmer og lugter, cigaretskodder, der bliver kastet ud, højlydt mobilsnak og fester om aftenen. Derudover bliver folk irriteret over, når overboen hænger sengetøj til tørre, som skygger for solen eller udsigten.

- Danskerne er ikke vant til at have altaner i det omfang. Førhen var der nogle få i en ejendom, der havde altaner, men nu rykker alle naboerne ud og sidder måske bare en meter fra hinanden, siger Kristine Virén.

Det stigende antal nabostridigheder har fået flere boligselskaber til at ansætte konfliktmæglere, som skal afværge en potentiel krig. 

Anja Hofgaard fra boligselskabet KAB, der administrerer cirka 50.000 lejemål i hovedstadsområdet, mener, at mange i dag ikke får dannet en relation til naboerne, når de flytter ind i en ejendom. Derfor vil de ikke selv gå op og banke på overboens dør, når de bliver irriteret over deres adfærd.

- De enkelte ting viser sig ofte at være meget små, men hvis folk med tiden begynder at tage det personligt, så bliver det ofte svært at håndtere de ting, man normalt bare ville kalde en uenighed, siger hun til TV2.

KAB modtager godt 350 naboklager årligt. Hos boligselskabet AAB er tallet over nabokonflikter steget fra 118 i 2014 til 164 sidste år, og i år er der allerde registeret 89 konflikter, skriver TV2.

Følg Dagens Debat for flere lignende artikler: