Danskere siger nej til influenzavaccine

Feber, ondt i hovedet, snue og generelt bare rigtig skidt til pas. Det er aldrig rart at blive smittet med influenza.

Det betyder ikke, at danskerne vil vaccineres for at undgå sygdommen. Tværtimod.

I en undersøgelse, som Wilke har lavet for Newspaq, svarer næsten ni ud af ti danskere nej til spørgsmålet, om de har tænkt sig at blive vaccineret mod influenza i år.

Tallet er højt, men det er ikke så overraskende, siger Tyra Grove Krause, der er overlæge ved afdeling for infektionsepidemiologi på Statens Seruminstitut.

- For langt de fleste er influenza en mildt forløbende sygdom. Det, der er vigtig for os, er, at folk i risikogrupperne bliver vaccineret. At folk i den almindelige befolkning ikke bliver vaccineret, er ikke så stort et problem. De har heller ikke stor risiko for at få alvorlige komplikationer af sygdommen, siger Krause til Newspaq.

Jens Søndergaard, speciallæge i lægemidler og professor ved Syddansk Universitet, mener heller ikke, at vaccinationen er en nødvendighed for alle.

- For os såkaldt normale mennesker, der ikke fejler noget, vil det, at lade sig vaccinere, mest være et bekvemmelighedshensyn, fordi ingen jo gider have sygdommen, siger han til Newspaq.

Sundhedsstyrelsen anbefaler da også kun ældre, syge og gravide at få en influenzavaccine. Og noget tyder på, at frygten for sygdommen stiger lidt med alderen.

Omtrent 93 procent af unge mellem 18 og 39 år vil ikke vaccineres. Det tal bliver mindre med alderen. 87,5 procent af de 40 til 49 siger nej til vaccine, mens "kun" 74,9 procent af de 60 til 65-årige siger det samme.

En ting danskerne har fået galt i halsen, er til gengæld risikoen for at blive syg. Næsten 95 procent af de, der ikke vil vaccineres, siger nej tak, fordi de ikke regner med at blive smittet.

- Hvis man har en rigtig sæsonepidemi, så bliver omtrent 20 procent syge af den, så det er ikke rigtigt, at man ikke bliver syg af det, siger Tyra Grove Krause.

Er du én af de mange, der ikke vil lade sig vaccine, men alligevel gerne vil undgå at blive stavnsbundet til sengen med snot i næsen, ømme led og ondt i halsen, kan du tage nogle helt enkle forholdsregler og at mindske din smitterisiko.

- Sørg for at vaske hænder og hav en god hygiejne, siger Jens Søndergaard og fortsætter:

- Virus smitter mere om vinteren, fordi vi er tæt sammen. Så undgå steder, hvor folk er smittet, for eksempel en flyvemaskine hvor folk sidder og hoster og har influenza.

Undersøgelsen er lavet af Wilke for Nyhedsbureauet Newspaq. 519 danskere har svaret på spørgsmålene, og resultaterne er repræsentative for køn, alder og region på totaler.

Dagens Gossip