Danskere vil gøre forskel på kontanthjælpsmodtagere

Ifølge målingen mener 86 procent af danskerne, at ledige mellem 18 og 30 år skal arbejde i nyttejob for kontanthjælpen. Derimod er det kun 30 procent af danskerne, som mener, at ledige over 60 år skal sendes ud i nyttejob.

»Tallene viser med al tydelighed, at holdningen til at sende unge i nyttejob er meget mere positiv end til at sende ældre i nyttejob,« siger Peter Halkjær, seniorkonsulent og økonom i Ældre Sagen, til Ugebrevet A4.

Danskernes opfattelse har direkte indflydelse på den politik, der føres, mener professor Christian Albrekt Larsen, som forsker i arbejdsmarkedspolitik ved Aalborg Universitet.

»Det er simpelthen en politisk vindersag at skrue bissen på over for de unge og en tabersag at gøre det over for de gamle,« siger han til A4.

Velfærdsforsker og professor Bent Greve fra Roskilde Universitet giver et bud på, hvorfor folk mener, som de gør:

»Der er en opfattelse af, at de gamle har leveret, og derfor er de i gammeldags forstand værdigt trængende. Vi stiller færre krav til dem, og de har mere ret til at få en offentlig forsørgelsesydelse,« siger Bent Greve til Ugebrevet A4.

Dagens Gossip