Danskere vil have sygehuskvalitet frem for nærhed

»Hvis man vil have den højest mulige behandlingskvalitet, skal man samle sygehusvæsenets opgaver på færre enheder. Det, vi ser nu, er, at det tilsyneladende er ved at gå op for befolkningen,« siger sundhedsøkonom Jes Søgaard til Altinget.dk.

Siden Johannes Frandsen, tidligere leder af Sundhedsstyrelsen, i 1939 satte udviklingen i gang har Danmark fået færre og færre sygehuse, og i kølvandet af flere forskellige politiske initiativer i 1990erne og i 2000erne er udviklingen kun blevet forstærket. Danmark er ifølge Jes Søgaard det land i verden, der er nået længst i forhold til færre og større enheder på sundhedsområdet.

Især Venstres og Det Radikales vælgere bakker op om udviklingen. Ikke færre end ni ud ti af partiernes vælgere vægter behandlingens kvalitet højere end sygehusets nærhed, viser undersøgelsen.

»Det her er i den grad en blåstempling af det, der var hele formålet med specialeplanen, som vi igangsatte under VK-regeringen. Dengang var mange borgere bekymrede for, hvad der ville ske, når der kom længere til sygehuset, så en meningsmåling dengang ville nok have givet det modsatte resultat. Men i dag kan vi altså se, at folk ubetinget vælger kvalitet,« siger sundhedsordfører Sophie Løhde (V) til Altinget.dk.

Enhedslistens og Dansk Folkepartis vælgere er tværtimod mere delte, og en tredjedel af vælgerne prioriterer således nærhed først.

»Nærhed er også en kvalitet. Så når det kommer til ukomplicerede, langstrakte og omsorgskrævende behandlingsforløb, så er det altså bedre at have dem i nærheden af folks hjem. Den slags kan man godt klare på mindre sygehuse,« siger Liselott Blixt til Altinget.dk.

Dagens Gossip