Danskere vil hellere arbejde for Lego end for Mærsk

Skrevet af admin

29/09/2015

Dagens topnyheder

Hvis danskerne selv kunne vælge arbejdsplads, ville de fleste arbejde hos Lego, Novo Nordisk eller Google. Det viser en ny undersøgelse fra analyseinstituttet Universum, der hvert år spørger danske akademikere om, hvor de helst vil være ansat.

Undersøgelsen viser også, at mange arbejdspladser, der har været vant til at ligge i top, har lidt nederlag i 2015. Eksempelvis er både virksomheder som Mærsk og Dong strøget ned ad listen.

Jesper Dansholm, dansk direktør i Universum, har et bud på, hvorfor deres popularitet er dalende, mens andre virksomheder indtager topplaceringerne blandt de godt 8000 økonomer, ingeniører og it-folk, der har deltaget i undersøgelsen.

- De har været i stand til at kommunikere deres succes til omverdenen, mens indtrykket af A.P. Møller-Mærsk og ikke mindst Dong har været mere blandet, siger Jesper Dansholm.

Ifølge ham handler placeringen hos danskerne i høj grad om firmaernes evne til at formidle virksomhedens værdier.

Undersøgelsen viser, at arbejdsmiljø, støttende ledere og et kreativt miljø i dag vægter langt højere end løn. Og det har Lego formået at formidle lige der, hvor de potentielle ansatte er.

- Stadig flere virksomheder arbejder seriøst med deres arbejdsgiver-brand, især gennem sociale medier. Her er det dels billigt at kommunikere, dels er det let for kandidaterne at følge med, siger Jesper Dansholm.

Universums undersøgelse viser, at danskernes tilgang til arbejdsmarkedet helt generelt er blevet mere idealistisk, hvilket særligt kan ses blandt de unge. Og derfor er det vigtigt at huske de unges idealisme, hvis man vil tiltrække arbejdskraft, vurderer Universum.

- De unge ønsker i højere grad at arbejde for en sag. De efterspørger en højere mening med at gå på arbejde, fastslår Universum-direktør Jesper Dansholm i en skriftlig kommentar.

/ritzau/