Danskerklub taber NHL-playoff efter maratonkamp

Skrevet af admin

18/04/2014

Dagens topnyheder

Ishockeyspilleren Peter Regin har formentlig ærgret sig grusomt, da Chicago Blackhawks' træner Joel Quenneville før holdets første playoff-kamp mod St. Louis Blues meddelte ham, at han ikke var udtaget til holdet.

Og den danske centerspiller gik da også glip af en virkelig fremragende kamp mellem to helt jævnbyrdige hold, men til gengæld slap han for at opleve en kæmpeskuffelse på helt tæt hold natten til fredag.

For Chicago-spillerne sled nemlig forgæves i et totalt udsolgt Scottrade Center i St. Louis, hvor hjemmeholdet scorede det afgørende mål til 4-3 efter 100 minutter og 26 sekunders ishockey.

Det stod 3-3 efter de ordinære 60 minutters spil, og de to hold spillede derefter to overtidsperioder på hver 20 minutter uden at afgøre tingene.

Først 26 sekunder inde i tredje ekstraperiode lykkedes det St. Louis-spilleren Alexander Steen at få gjort en ende på den ekstraordinært lange arbejdsdag.

Dermed er Regin og Chicago Blackhawks kommet skævt fra start i dette års playoff. Blackhawks vandt Stanley Cup i sidste sæson og har store ambitioner igen i år.

- Det gør ondt lige nu. Men vi skal være klar over, at det her kun var én kamp, siger Blackhawks-stjernen Patrick Kane til nhl.com efter dukkerten i St. Louis.

Der spilles bedst af syv kampe, så der skal fire sejre til at komme videre i slutspillet. Næste mulighed kommer lørdag aften dansk tid, hvor holdene mødes i kamp to, der også foregår i St. Louis.

/ritzau/