Danskerklubber har succes i Europa League

Skrevet af admin

25/07/2014

Mest læste i dag

Rosenborg havde tabt den første kamp i Europa League-kvalifikationen mod irske Sligo Rovers med 1-2. Men torsdag aften vendte nordmændene og især Mike Jensen det til samlet 4-3-sejr.

Rosenborg snuppede en komfortabel 3-1-sejr, da den tidligere Brøndby-spiller Mike Jensen scorede to afgørende mål ude mod Sligo Rovers.

Dermed gik Rosenborg videre til tredje runde i Europa League-kvalifikationen, hvor modstanderen bliver tyrkiske Karabukspor.

Den tidligere Rosenborg-træner Per Joar Hansen blev fyret på grund af nederlaget til irerne i den første kamp på Lerkendal, og torsdag var det så Kåre Ingebrigtsen, som havde overtaget som ny cheftræner.

Første halvleg endte 1-1, men så tog Mike Jensen fat. Først scorede han til 2-1 efter et indlæg tre minutter inde i anden halvleg.

Og i det 64. minut kom Mike Jensen igen på måltavlen, da den danske midtbanespiller bankede 3-1-målet ind, efter at Mikkel Diskeruds skud først var blevet blokeret.

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller Tobias Mikkelsen spillede hele kampen for Rosenborg.

Også den svenske danskerklub Elfsborg gik videre til tredje runde i Europa League-kvalifikationen torsdag aften. Der skulle dog forlænget spilletid og straffespark til, før svenskerne gik videre.

Elfsborg vandt 1-0 ude over Inter Baku fra Aserbajdsjan, og så stod det 1-1 samlet, og da der ikke blev scoret i den forlængede spilletid skulle det hele afgøres på straffespark.

Her fik Elfsborgs målmand Kevin Stuhr Ellegaard en nøglerolle, da Inter Baku brændte tre forsøg fra pletten- heraf reddede danskeren på fornem vis to af forsøgene.

Og den tidligere FC Nordsjælland-angriber Mikkel Beckmann scorede på sit forsøg, så Elfsborg endte med at vinde 5-3.

Endelig gik IFK Göteborg og angriberen Lasse Vibe også videre trods et 0-1-nederlag hjemme til ungarske FC Gyor. Svenskerne havde dog slået FC Gyor 3-0 i den første kamp, så det var der råd til.

/ritzau/