Danskerne bruger flere penge på køb via internettet

Danskerne køber mere og mere ind via internettet. Det viser nye tal fra Danmarks Statistiks ”Forbrugerundersøgelse” og ”Dansk e-handelsanalyse”.

Nye beregninger fra Foreningen for Dansk Internethandel, FDIH, viser, at hver gang en dansk hustand i 2013 brugte 100 kroner, så gik de 17 kroner til e-handel. I 2011 var det 13 kroner ud af hver 100 kroner.

En voksende del af danskernes forbrug sker via nettet, hvor danskerne samlede e-handel på cirka 63 milliarder kroner i 2013 udgjorde 17 procent af hustandenes forbrug på 357 milliarder kroner i de vigtigste varegrupper.

Selv om de fysiske butikker generelt er de dominerende indkøbssteder, så bliver billedet meget mere nuanceret, når man kigger på fordelingen af online og offline handel i de enkelte varegrupper.

Udbredelsen af online handel er meget forskellig i varegrupperne, så salg af billetter henter 55 procent af sin omsætning online, og det er hele 60 procent for ”Elektronik og hvidevarer”.

Derimod henter fødevarer kun 1 procent af omsætningen fra online salg. En anden topscorer på nettet er ”Tøj og Sko”, som er den vare danskerne oftest køber på nettet. Men målt i kroner og ører udgør onlinesalget kun 13 procent af det samlede tøjsalg, hvor resten sælges i fysiske butikker.

- Så trods et stort onlinesalg af tøj og sko er der fortsat masser af potentiale på nettet, og det gælder stort set alle varegrupper, konstaterer Annette Falberg, administrerende direktør i FDIH.

De nye tal dokumenterer endnu engang, hvorfor det er afgørende, at de fysiske butikker omstiller sig til forbrugernes nye adfærd, hvor 8 ud af 10 planlagte køb starter med, at kunden tjekker varer og priser på nettet.

Dagens Gossip