Danskerne dropper dinglelygter

Dine cykellygter skal lyse ligefrem eller bagud, skal kunne ses fra mindst 300 meter og skal kunne lyse i mere end fem timer. Og ingen dinglelygter.

En rundspørge hos færdselspolitiet i nogle af landets politikredse viser, at de fleste af os har fuldstændig styr på kravene til cykellygterne, som trådte i kraft i november sidste år.

I Sydøstjyllands færdselspoliti har man positive erfaringer.

- Både når vi kører rundt på gaderne i forbindelse med den daglige kontrol og i de særlige kontroller, oplever vi, at folk generelt er gode til at bruge cykellygter. Og de forstår, hvorfor cykellygterne er nødvendige, siger vicepolitiinspektør Frits Kjeldsen.

Men også færdselspolitiet i København, Midt- og Vestjylland, Østjylland, Sydøstjylland og på Fyn oplever, at langt størstedelen af cyklisterne følger reglerne.

- Jeg tror, at mange cyklister er blevet klar over, at cykellygter er til for, at de skal kunne ses. Debatten op til kravene gjorde også, at mange cyklister blev klar over, at det også var for deres skyld, siger vicepolitiinspektør i Sydøstjylland, Kristian Thomsen.

Men der er dog stadig plads til forbedringer.

- Dem, der havde dinglelygter på, har også sørget for at få tingene spændt fast nu. Og så er der dem, som kører uden lys - det er oftest de samme, vi møder, siger leder i færdselsafdelingen hos Fyns Politi, Jørgen Andersen

- Der er mange, som har fået tingene i orden, men der er selvfølgelig stadig nogen, som kan gøre det bedre, siger vicepolitiinspektør fra Midt og Vestjylland, John G. Christensen.

Og hvis man ikke gør det godt nok, så koster det 700 kroner.

Det er dog ikke alle, som har fået en hilsen fra politiet efter at være blevet stoppet med forkerte lygter.

- Indtil nu har vi primært kørt en vejledende rolle og hjulpet cyklister til at montere lygterne på korrekt vis eller henvist dem til nogle, som opfylder kravene, siger vicepolitiinspektør i færdselsafdelingen hos Københavns Politi, John Sckaletz.

Men derfor skal cyklisterne ikke føle sig for sikre. I næste uge vil politiet holde ekstra øje med cyklister i en landsdækkende cykelkontrol.

- Her kører politiet specielt og kigger efter cykler, som ikke overholder reglerne. Så man kunne tænke sig, at det kom i den forbindelse. Nu har man jo også haft god tid til at få købt de her lygter og få sat dem på cyklen, siger John Sckaletz.

 

Dagens Gossip

Dagens TV