Danskerne er enige: Giv os hurtigere mobil-downloads

Vi er ikke blege for at downloade hverken musik eller videoer på smartphonen, når vi er til sport, i sommerhus eller i toget eller bussen. Men det irriterer, hvis forbindelsen svigter.

Seks ud af 10 bruger mobilt bredbånd på telefonen, når de ikke er hjemme - og af dem har halvdelen oplevet, at der er hakker i youtube-klippet, eller sangerens stemme ryster lidt mere, end det er meningen, når man streamer.

Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Yougov har lavet for Huawei, leverandør af informations- og kommunikationsteknologiske løsninger.

- Det er helt tydeligt, at danskerne gerne vil downloade hurtigere. Det kan de få med 4G-nettet, der dog ikke dækker hele Danmark endnu. Men det vil ske i løbet af det næste år, siger Daniel Edlund, kommunikationschef hos Huawei.

De fleste har en smartphone på grund af brugervenlighed - 57 procent - men på anden pladsen kommer krav til hastigheden, som 13 procent mener er vigtig.

Ifølge en rapport fra Erhvervs- og Vækstministeriet er den danske mobildækning med 3G på linje med de bedste lande i Europa. Men det halter efter med af få det hurtigere 4G-net ud til alle.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Men trods de større hastigheder på mobile bredbånd, så mener Daniel Edlund ikke, at den fast forbindelse i hjemmet er på vej ud.

- Jeg er sikker på, at der er plads til begge dele. Hjemme har vi tv'et, hvor vi streamer programmer og film på. Og der har vi brug for hastigheder, som det mobile bredbånd ikke formår, siger kommunikationschefen.

Og det er ikke kun fis og ballade, de højere kommunikationshastigheder kan bruges til. Regeringen kom i marts i år med målsætningen, at alle husstande og virksomheder skal have adgang til bredbåndsforbindelser på mindst 100 Mbit/s i 2020.

- Fremtidens tjenester og forbrugsvaner hos borgere og virksomheder vil i endnu højere grad stille krav til de hastigheder, vi kan sende data med. I dag ønsker borgere og virksomheder at dele og skabe indhold på nettet, skriver regeringen om målsætningen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip