Danskerne er skuffede trods VM-point mod stormagt

Skrevet af admin

02/05/2015

Dagens topnyheder

Det danske ishockeylandshold fik en vellykket VM-premiere, da holdet tog point mod Slovakiet lørdag eftermiddag, men trods det flotte resultat, hænger spillerne lidt med hovedet efter kampen.

For med 3-3 efter ordinær kamp og forlængelse skulle det hele afgøres på straffeslag, og her havde danskerne flere gange muligheden for at afgøre tingene. Det ville have givet to point i stedet for et.

- Vi er skuffede. Vi havde mulighed for at tage sejren to gange: Både i ordinær spilletid, hvor vi længe førte med 1-0, og siden på straffe, siger Morten Poulsen.

Samme følelse står Daniel Nielsen med:

- Skuffelsen vejer helt klart tungest. Vi ville gerne have haft to eller tre point, og når man taber efter straffeslag, er det selvfølgelig vildt frustrerende, siger han.

Backveteranen var manden, der sørgede for, at danskerne trods alt ikke gik helt tomhændede hjem fra CEZ Arena, da han med et blødt skud udlignede til 3-3 to minutter før tid.

- Nicklas Hardt og Morten Madsen stod inde foran mål, så målmanden ikke kunne se noget. Så behøver skuddet ikke nødvendigvis at være så hårdt, forklarer han.

Selv om skuffelsen i første omgang vejer tungest, kan det sagtens tænkes, at spillerne har ændret opfattelse, når solen står op søndag morgen.

- Når vi vågner, er vi sikkert godt tilfredse med et point, for det ville vi have solgt kampen for på forhånd. Men som det udviklede sig, ville vi gerne have haft mere, siger Morten Poulsen.

/ritzau/