Danskerne er snusfornuftige bilkøbere og bilejere

Når danskerne køber bil, er det driften og benzinøkonomien, der kommer i første række. I en ny undersøgelse foretaget af BilBasen og YouGov, svarer hele 51 procent, at det vigtigste ved bilkøb er, at den er billig i drift og kører langt på literen.

- Det er usammenligneligt dyrt at købe bil i Danmark. Derfor kommer det ikke bag på mig, at danskerne vægter økonomien højt. Til gengæld er det interessant, at økonomien kommer før praktikken og køregenskaber for så mange bilkøbere, siger administrerende direktør for BilBasen og Bilinfo, Morten Heuing.

Selvom de fleste bilkøbere og -ejere først og fremmest ønsker at spare penge, er størrelsen og typen af bil ikke uden betydning.

- Danskerne vil helst spare, men der er ofte mange omstændigheder at tage hensyn til, når man vælger en bil. For nogen kræver størrelsen på ens familie, ganske enkelt en større bil, andre har brug for motorkraft af praktiske årsager og så er der selvfølgelig dem, der bare vil have en lille bil, og derfor kører minibil - som der er rigtig mange af lige nu, slutter Morten Heuing.

Undersøgelsen er gennemført i samarbejde med analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1017 CAWI-interview med danske bilejere i alderen 18-74 år, i august/september 2012.

Sådan sparer danskerne i bilbudgettet:
- Sparer penge på bilbudgettet: 74 %
- Sparer penge ved at køre langt på literen: 51 %
- Det vigtigste ved bilkøbet er, at bilen er billig i drift og vedligeholdelse: 50 %
- Sparer penge ved at købe en billig bilforsikring: 50 %
- Ser typen og størrelsen som vigtigst ved bilkøb: 29 %
- Forventer at bruge færre penge i fremtiden: 17 %

Dagens Gossip