Danskerne er uenige med politikerne om aktiv dødshjælp

71 procent af danskerne mener, at aktiv dødshjælp bør være lovligt, men der er ikke noget, der tyder på, at politikerne i Folketinget er klar til at følge befolkningens ønsker, skriver Kristeligt Dagblad.

Avisen har spurgt Folketingets 179 medlemmer om deres holdning til at legalisere aktiv dødshjælp. Af de 102, der har ønsket at medvirke, svarer 61 procent nej og 19 procent ja, mens 20 procent endnu ikke har taget stilling til spørgsmålet.

Tallene er en glædelig overraskelse for Flemming Schollaart, der er formand for Foreningen en Værdig Død.

Foreningen arbejder for at indføre aktiv dødshjælp i Danmark efter Hollandsk model, hvor det har været lovligt siden 2001.

»Jeg har tidligere kun kendt til enkelte politiske fortalere for aktiv dødshjælp, så det glæder mig, at der stadig bliver mere åbenhed omkring det. Hvis jeg var politiker, ville jeg lytte til befolkningen. Hvis man lovliggør aktiv dødshjælp, tilgodeser man begge parter – både ja- og nej-sigere. For man kan jo bare sige, at man ikke ønsker at benytte sig af det. Men så foreligger muligheden,« siger Flemming Schollaart til avisen.

Aktiv dødshjælp er dog ikke på vej til at blive et større politisk emne i Danmark, vurderer Christoffer Green-Hansen, der er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

Han har sammenlignet regerings-agendaer i blandt andet Danmark og Holland og forsket i moralpolitik i Danmark.

»Aktiv dødshjælp er ikke en klassisk højre-venstre-problematik, hvor man som parti har mulighed for at differentiere sig fra modstanderne. Historisk er det en konflikt mellem religiøse og ikke-religiøse partier, men fordi samtlige danske partier er så sekulære, ønsker ingen at drive politik på det. Selvom danskerne siger, at de går ind for aktiv dødshjælp, mærker man heller ikke noget stort engagement fra befolkningens side. Der er ikke nogen interesseorganisation, der for alvor gør noget for at løbe døren til politikerne ind, som man har set det ske i stor stil i Holland,« siger Christoffer Green-Henriksen til Kristeligt Dagblad.

Dagens Gossip