Danskerne er vilde med boligsnegle

Reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners ramte plet, da det for fire år siden opfandt en blå og lilla snegl til Nybolig. For danskerne elsker de to figurer, viser en måling, som et analysefirma har foretaget efter ejendomsmæglerkædens seneste tv-reklamekampagne.

I begyndelsen var kun omkring halvdelen af danskerne med andels- eller ejerbolig positive over for tv-reklamerne med sneglene.

I dag siger næsten 75 procent, at de kan lide sneglene på tv, og det er en uhørt høj "liking" i reklamemæssig sammenhæng.

- Sædvanligvis vil figurer som vores snegle dele vandene på en helt anden måde – forstået på den måde at der typisk vil være betydeligt flere, som ikke bryder sig om dem, end tilfældet er her, siger seniorkonsulent Søren Harmsen fra Nybolig.

Blå og lilla snegl udgør et væsentligt element i Nyboligs markedsføring. Den seneste reklamefilm med de to budbringere for ejendomsmæglerkæden er den 12. i rækken.

Sneglene er ikke blot sjove, sympatiske figurer, men bidrager i høj grad til Nyboligs brand. Kendskabsgraden til dem er tårnhøj, og efter den seneste tv-reklamekampagne kunne ikke færre end 77 procent af seerne, der overvejer køb eller salg af bolig, huske, at de havde set sneglespottet.

- Ikke nok med det. Seerne opfanger også, at det er en Nybolig-reklame. Det er interessant, fordi det ofte er her, kæden hopper af, når vi taler tv-reklamer. Folk kan måske nok huske et spot, men registrerer ikke, hvilken virksomhed der er afsender, og så nytter det hele ikke så meget, siger Søren Harmsen.

De to maskotter for Nybolig er i øvrigt ikke kun populære i Danmark. Blå snegl, den drømmende, småfilosoferende optimist, og lilla snegl, den surmulende, tungsindige lyseslukker, har deres egen side på Facebook – og fans i mere end 40 lande over hele kloden.

Dagens Gossip