Danskerne får leveret julemaden til døren som aldrig før

Skrevet af admin

24/12/2015

Mest læste i dag

Aldrig før har så mange juleænder og flæskestege fundet vej til danske juleborde gennem posten.

Det melder både Post Danmark, der har stået for leveringen, og Coop, der ikke har kunnet følge med efterspørgslen.

- I år er året, hvor dagligvarehandlen slår igennem i posten. Det har bredt sig fra at være et storbyfænomen til at være folk i hele landet, det bestiller en del af julemaden, der skal nydes de kommende dage, siger Morten O. Nielsen, kommunikationschef i Post Danmark.

Postbudene har leveret mere end otte millioner julepakker. Og en hel del af dem har haft spiseligt indhold:

- Ænder, julevin og fløde til risalamanden har fyldt mere i vores biler end nogensinde før. En stadig større del af den julemad, som mange danskere skal nyde i de kommende dage, er bragt ud af postbuddet, siger Morten O. Nielsen.

Hos Coop har man mærket tendensen på Irma.dk, hvor der er blevet bestilt store mængder julemad.

- På irma.dk har vi kørt i højeste tempo her de seneste dage, siger Jens Juul Nielsen, der er informationsdirektør i Coop.

- Vi har haft så travlt, at vi har måttet sige nej til nogen. Det er en fortsættelse af hele den udvikling, der har været i 2015, hvor der har været en stigning på omkring 70 procent for stigningen i dagligvarehandlen på nettet.

Informationsdirektøren påpeger, at handlen med dagligvarer på nettet stadig kun udgør en forsvindende lille del af hele indkøbet, men tendensen går kun én vej:

- Vi har store planer om vækst, og vi har allerede i dag et lager, der sagtens kan levere til mange flere. Så vi er parate til at udvide kapaciteten næste år, siger han.

/ritzau/