Danskerne finder vej i ferieland med smartphonen

Badedragt, penge, solcreme og smartphone. Danskerne bruger smartphones som aldrig før, og det betyder nye muligheder på ferien. Vi bruger i stor stil de smarte telefoner til at orientere os og søge efter rejseinformationer. Det viser en ny undersøgelse fra Eniro.

65 procent af de danske mobilejere har i dag en smartphone, og to tredjedele har inden for den seneste måned brugt den til at søge lokalt og finde vej til en bestemt butik, restaurant, hotel eller virksomhed.

43 procent har brugt smartphonen til at søge efter rejseoplysninger, og hver femte har søgt efter brugeranmeldelser af et bestemt produkt eller en ydelse, viser undersøgelsen, der er lavet af analysebureauet Cint på vegne af Eniro i Danmark, Norge og Sverige.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder og information

Dermed er vores mobile vaner under kraftig forandring både i hverdagen og i ferierne, fortæller Stefan Kercza, der er administrerende direktør i Eniro Danmark.

- Smartphonen giver os en fantastisk fleksibilitet, så vi kan orientere os og finde vej, uanset om vi står hjemme på hovedgaden, i sommerhuset på Vestkysten eller midt på Ramblaen i Barcelona. Fra kun at bruge en mobiltelefon til at ringe eller sms’e, har mobiltelefonen udviklet sig til et uundværligt værktøj til at finde vej eller til at søge lokalt efter produkter, restauranter, hoteller eller seværdigheder. Smartphonen er blevet en så integreret del af vores liv, at mange af os har svært ved at forestille os en ferie uden, siger han.

Udvalget af ferie-apps boomer

De smartphone-ivrige danskere kan tilmed glæde sig over, at prisen på dataroaming over grænserne netop er blevet sænket med 36 procent i EU. Samtidig boomer antallet af ferieapps, der kan gøre ferieplanlægningen nemmere – lige fra apps, der gør det nemt at booke hoteller eller restauranter direkte på mobilen, til apps, der holder styr på flytider.

- Samtidig med, at danskerne i stigende grad orienterer sig efter smartphonen, rykker større og større dele af vores forbrug også ind på mobiltelefonen. Vi bruger i høj grad mobilen til at træffe købsbeslutninger her og nu, der hvor vi er. Derfor bør eksempelvis hoteller og leverandører af ferieoplevelser også være opmærksomme på at sikre, at de har den søgbarhed og kontaktflade på mobilen, som gør det muligt at fange kunderne på farten, siger Stefan Kercza.

Eniros undersøgelse viser, at to ud af tre danske smartphoneejere inden for den seneste måned har brugt mobiltelefonen til at finde en bestemt butik, virksomhed eller restaurant, mens hver tredje har søgt efter et konkret produkt.

Seks gode apps til ferien

• Hotel: Find en af de over 300.000 overnatningsmuligheder i hele verden og book direkte på mobilen med app’en ”Booking.com”.

• Valuta: Omregn priserne i den lokale valuta med app’en ”Currency”.

• Lokal søgning i sommerhuset: Find produkter, butikker og oplevelser i nærheden med Kraks app, som dækker hele Danmark.

• Storbyferie: Find vej til seværdigheder i mere end 70 storbyer med app’en ”City Guides” fra rejsesitet Tripadvisor.

• Sejlferie: Find søvejen til øer, havne og overnatningsmuligheder i det danske farvand med Kraks app ”Krak Til Søs”.

• Sommervejr: Pas på solen med app’en ”UV-indeks” fra Kræftens Bekæmpelse.

Fakta: Det bruger danskerne smartphonen til

• 65 pct. af danske mobilbrugere har i dag en smartphone.

• 65 pct. af smartphone-ejerne har søgt vej til en bestemt butik, virksomhed, hotel eller restaurant på deres smartphone inden for den seneste måned.

• 43 pct. har søgt efter rejseinformationer.

• Syv ud af ti danske smartphone-ejere har anvendt en søgetjeneste på deres smartphones inden for den seneste måned.

• To tredjedele har brugt korttjenester på smartphonen.

• 29 pct. har søgt efter et produkt i nærheden.

• 25 pct. har lavet prissammenligning.

• 20 pct. har søgt efter anmeldelser af et bestemt produkt eller ydelse.

Dagens Gossip

Dagens TV