Danskerne flygter fra parkeringsskader

»Parkeringsskader er noget rigtig mange af os har været ude for. Men for den, der laver skaden, er det unødvendigt at stikke af, da den lovpligtige ansvarsforsikring ofte dækker skaden udover den valgte selvrisiko. Og hvis der er vidner til ulykken, ender skadevolder alligevel med at få ansvaret,« siger Kim Rud-Petersen, koncerndirektør i Nordic Gjensidige Forsikring, i en pressemeddelelse.

Til trods for at hele 77 procent har oplevet, at andre er stukket af efter at have lavet parkeringsskader på deres bil, er det kun få, der indrømmer, at de selv har gjort det. Blandt de adspurgte svarer kun fire procent, at de har lavet en parkeringsskade og derefter har undladt at efterlade deres oplysninger til ejeren af bilen.

»Når så mange har oplevet, at deres biler er blevet efterladt med parkeringsskader, så overrasker det, at så få svarer at have gjort det selv. Måske skyldes det, at man er pinlig berørt over at have lavet skaden. Mange lægger måske slet ikke mærke til, at de har ramt en anden bil. Og for nogle kan det være et spørgsmål om stolthed, når man ikke vil påtage sig skylden,« siger Kim Rud-Petersen, som opfordrer syndere til ikke at stikke af uden at efterlade sine personlige oplysninger.

Ifølge Gjensidige Forsikring koster reparationen af en parkeringsskade i gennemsnit mellem 5.000 og 6.000 kroner.

Dagens Gossip