Danskerne forgylder kæledyr i sparetider

På få år er danskernes kæledyr blevet en markant dyrere affære for danskerne.

Beregninger fra Danmarks Statistik viser, at forbruget af foder og tilbehør til kæledyr er steget med 22 procent siden 2005, mens udgifterne til dyrlæge og andre behandlinger af kæledyr er steget med hele 56 procent, skriver Politiken onsdag.

Og på dyrlægeklinikkerne strømmer kunderne til:

- Folk bruger generelt flere og flere penge på kæledyrsting som foder og udstyr. Finanskrisen har ikke ramt smådyrsområdet. De skal have det godt - uanset hvad, siger Anders Høgh, formand for Praktiserende Dyrlægers Arbejdsgiverforeninger, til Politiken.

Samtidig er dyrehandlerbranchen med en samlet omsætningsfremgang på godt 25 procent den hurtigst voksende af alle brancher siden finanskrisens start, fremgår det af en Nordea-analyse.

- Ser man på billedet af den danske forbruger, ser jeg ikke noget mætningspunkt for branchen i de næste par år, siger Helge Pedersen, bankens globale cheføkonom, til Politiken.

- I kriseårene er der sket en substitution fra det materielle til det immaterielle. De danske forbrugere har sparet på budgettet, men har også kompenseret for fravalget af det materielle. Det er kommet dyreindustrien til gavn, vurderer han.

De stigende udgifter til dyr skyldes en stigende menneskeliggørelse af kæledyrene, vurderer Jill Byrnit, primatolog ved Syddansk Universitet. Hun forsker i relationer mellem dyr og mennesker:

- Vi får ikke særlig mange børn, så kæledyr har fået en mere og mere fremtrædende position i familierne. Og så er det stigende forbrug en konsekvens af, at færre i dag har en partner, siger Jill Byrnit til Politiken.

I dag har godt 880.000 danskere ifølge Danmarks Statistik et eller flere kæledyr.

De øgede udgifter afspejler, at de er blevet en del af manges familieliv, mener Bengt Holst, formand for Det Dyreetiske Råd og videnskabelig direktør i Københavns Zoo.

- Mange kæledyr opfylder en kæmpe rolle i menneskers liv, hvorfor de er villige til at ofre mange penge på dem, og det må man respektere, siger han til Politiken.

/ritzau/

 

Dagens Gossip