Danskerne gider ikke lave mad nytårsaften

Skrevet af Elo Christoffersen

17/12/2012

Dagens topnyheder

Gourmet-catering nytårsaften er ikke længere forbeholdt dem som bor i storbyerne. De senere år er catering-tilbuddene nytårsaften eksploderet, og tendensen er klar; danskerne dropper i højere grad den hjemmelavede menu for at få mere tid til gæsterne. De får i stedet maden leveret udefra på årets sidste og festligste dag. 

Ifølge livsstilsekspert, Helle Lundsgaard, kan én af forklaringerne være, at danskerne har fået nemmere adgang til gourmet-catering, og konceptet nu har bredt sig fra at være et by-fænomen, til en landsdækkende tendens.

- For eksempel sushi har lært danskerne helt ud i provinsen, at take away ikke behøver være junk food, men kan have høj kvalitet, så markedet er modnet for flere gourmettilbud. Omkring nytårsmaden ser jeg to modsatrettede tendenser, hvor flere går over til at tilberede et sandt gourmetmåltid sammen med vennerne – mens andre bestiller det hele udefra. I begge tilfælde handler det om at skabe tid til det vigtigste: det hyggelige samvær, siger Helle Lundsgaard.