Danskerne giver 145 millioner til at knække cancer

Skrevet af admin

25/10/2015

Mest læste i dag

At hjælpe kræftpatienter og deres pårørende og at bekæmpe den frygtede sygdom ligger mange danskere på sinde.

Endnu en gang har befolkningen doneret millioner til arbejdet med forskning, forebyggelse og patientstøtte, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse.

Organisationen har fået helt præcis 145.486.640 kroner til kampen mod kræft i forbindelse med den såkaldte "Knæk Cancer-uge".

- Danskerne har vist en enorm velvilje. Det er ufatteligt mange penge, der er blevet samlet ind. Vi er dybt taknemmelige over den fantastiske opbakning, danskerne igen i år viser kræftsagen, siger Kræftens Bekæmpelses direktør, Leif Vestergaard Pedersen, i en pressemeddelelse.

- Jeg tænker særligt på de mange kræftpatienter og pårørende, som slås med sygdommen. Knæk Cancer viser, at vi alle tænker og føler med dem. Knæk Cancer rammer helt tydeligt noget, som vedkommer os, uanset om man har eller har haft kræft tæt inde på livet eller ej, siger han videre.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse har der aldrig før været så mange mennesker involveret i at samle penge ind. Blandt andet er der blevet holdt lysceremonier, indsamlet flasker og bagt kager.

Derudover har TV 2 stablet et velgørenhedsshow på benene, ligesom det populære fredagsprogram Vild med dans har stået i Knæk Cancers tegn denne uge.

Tv-kanalens programdirektør, Anne Engdal Stig Christensen, er ikke overraskende glad for danskernes opbakning.

- Formålet med indsamlingen er at rykke endnu et skridt tættere på at knække cancer og desuden forebygge kræft og støtte kræftpatienter og deres familier. Med dette års indsamling har hele Danmark leveret en fantastisk opbakning til det videre arbejde, og det er vi på TV 2 stolte over at være en del af, siger hun i en pressemeddelelse.

Mandag får de første forskere grønt lys til at gå i gang med forskningsprojekter.

Et af dem handler om at finde ud af, om hjemmescreening for tarmkræft med kamerapille virker, mens et andet undersøger, om en vaccine kan genaktivere immunforsvaret hos kræftpatienter med knoglemarvskræft, så immunforsvaret kan bekæmpe kræften.

Sidste år gav "Knæk Cancer-ugen" 153,3 millioner kroner.

/ritzau/