Danskerne: Her er ministrene der skal fyres

Står det til danskerne, skal Villy Søvndal (SF) og Annette Vilhelmsen (SF) rokeres ud af regeringen, når - eller hvis - statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) justerer på sit ministerhold. Det viser en meningsmåling blandt 1.006 repræsentativt udvalgte danskere, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen.

56 procent vil fyre udenrigsminister Villy Søvndal (SF), mens 51 procent vil af med erhvervs- og vækstminister, Annette Vilhelmsen (SF). Og på listens tredjeplads over ministre, der skal fyres, ligger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) med 48 procent.

At statsministeren ligger dér, overrasker politisk redaktør på Radio24syv, Jesper Termansen.

»I og med der ikke just kan laves en regeringsrokade, hvor statsministeren rokerer sig selv ud, er resultatet her en virkelig popularitetsbegmand til landets statsminister. At Villy Søvndal og Annette Vilhelmsen skal fyres ifølge befolkningen er til gengæld ikke så overraskende. Det udstiller bare, hvor store problemer SF har været i og fortsat er i,« siger han.

Søndagsavisen har også undersøgt, hvorvidt befolkningen overhovedet kender de nuværende ministre. Her ser det ikke godt ud for udviklingsminister Christian Friis Bach (R). 26 procent af danskerne har aldrig hørt om ham, mens det tal ligger på 18 procent for handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF), klimaminister Martin Lidegaard (R) og boligminister Carsten Hansen (S).

»Det er enhver udviklingsministers lod. Sagt lige ud er udenrigspolitik ikke noget, der interesserer danskerne særlig meget, medmindre der er tale om Arabisk Forår og uroligheder i Egypten. Det interesserer heller ikke danske journalister særlig meget, og det afspejler mediernes dækning af området. Derfor rammer det Christian Friis Bach hårdt på ukendthedsfaktoren,« forklarer Jesper Termansen.

Helle Thorning-Schmidt vinder på ét punkt: Alle i undersøgelsen kender hende. Blot én procent af danskerne har aldrig hørt om Villy Søvndal eller Margrethe Vestager.

Dagens Gossip