Danskerne i Touren

Jakob Fuglsang er danskeren med den mest prominente rolle ved årets Tour de France. Han får rollen som kaptajn hos det kasakhstanske mandskab Astana i sit tredje Tour de France, og det er dermed eksamenstid for 28-årige Fuglsang.

Efter flere år med forhåbninger og dertilhørende skuffelser skal Jakob Fuglsang vise, at han har kvaliteterne til at levere et topresultat i Tour de France. Fuglsang får i kaptajnrollen hos Astana alle muligheder for at forfølge sin Tour-drøm, og mens drømmen er den gule trøje, er målet sat ved en top-10 placering i klassementet. Hans styrke i bjergene og fornuftige enkeltstart giver indikationer på, at målet er muligt for Astana-rytteren.

Fuglsang har imponeret i optakten til Tour de France. Han kørte et virkeligt stærkt Criterium du Dauphone, som er et etapeløb i Frankrig, hvor de fleste Tour-stjerner pudser formen af. Med en samlet fjerdeplads og blot få meter fra en etapesejr satte han stjerner som Alberto Contador og Joaquim Rodriguez på plads.

Hans landsmand Lars Bak kører ligeledes Tour de France for tredje gang, men Lotto-Belisol-rytteren har med sine 33 år fem år mere på bagen end Fuglsang.

Lars Bak fik sen debut i Tour de France i 2011, hvor silkeborgenseren imponerede som hjælperytter for supersprinteren Mark Cavendish på HTC-Highroad. Han blev i et engelsk magasin kåret til årets bedste hjælperytter, og i år får han samme rolle for sprinteren André Greipel hos Lotto-Belisol

Bak er udtaget med det formål at hjælpe Greipel og hans tog af hjælperyttere i en god position, når den sidste kilometer på de flade etaper skal køres, ligesom Lars Bak vil få en vigtig rolle i front af feltet, når et udbrud skal køres ind.

I Giro d'Italia sidste år viste Bak, at han er i stand til at vinde en etape på egen hånd, da han efter at have siddet i udbrud hele dagen kørte fra de sidste ryttere og alene i mål.

Med de kvaliteter vil Lotto-Belisol sandsynligvis give Lars Bak chancen for at gå i udbrud, når chancen byder sig.

Vandbæreren Brian Vandborg fuldender triumviratet af danskere i Touren, og det var en kærkommen overraskelse til danske Tour de France-fans, da han blev udtaget af Team Cannondale.

31-årige Vandborg er ikke den mest profilerede dansker i årets Tour, men med sin fjerde deltagelse i landevejsløbet er han den mest rutinerede.

Han viste også stærk form, da han i sidste uge blev Danmarksmester på enkeltstart, men trods en god optakt bliver Brian Vandborgs rolle at beskytte og hjælpe holdkaptajn Peter Sagan på etaperne frem for at køre sin egen chance. Vandborg får en essentiel rolle i at placere slovakiske Sagan perfekt til afslutningerne i årets Tour de France.

 

 

 

Dagens Gossip