Danskerne klumper sig endnu mere sammen i byerne

Urbaniseringen er ikke ny, men meget tyder dog på, at den nu vil tage til, vurderer Tom Nielsen, der er lektor og ph.d. ved Arkitektskolen i Aarhus, på baggrund af de nye tal.

»De bekræfter en tendens, vi i hvert fald har set i de seneste ti år, og måske endda siden 1990erne. Det, der er interessant, er, at tilflytningen til de store byer bliver mere og mere markant. Det er en tendens, man har set i længere tid, men nu er den radikaliseret i de store byer,« siger han.

Tom Nielsen peger på, at det især er jobmuligheder og uddannelsestilbud, der får danskerne til at flytte.

»Det er en global tendens, vi ser over hele verden. Det handler om tilgængelighed til arbejdspladser og uddannelse. Og arbejdspladserne placerer sig der, hvor der er størst og bredest uddannelsesmuligheder og i høj grad også der, hvor universiteterne ligger, fordi de har brug for højt kvalificeret arbejdskraft. Det bliver en selvforstærkende effekt, for efter endt uddannelse bliver de studerende boende i de større byer, for det er jo der, arbejdspladserne er,« siger han.

Fremskrivningen fra Danmarks Statistik viser også, at der vil være tre procent flere danskere i 2023, end der er i dag. Men på trods af befolkningstilvæksten er der udsigt til, at befolkningstallet vil falde i 52 ud af 98 kommuner i løbet af de kommende ti år. Og den udvikling er stort set umulig at ændre, vurderer Tom Nielsen.

»Man kan da godt gøre noget virkelig radikalt for at stoppe udviklingen, men så snakker vi nærmest at melde sig ud af markedsøkonomien. Jeg mener ikke, at man kan stoppe tilstrømningen til byen,« siger han.

Dagens Gossip