Danskerne køber rekordmange biler

Skrevet af admin

05/10/2015

Dagens topnyheder

Danskerne køber biler som aldrig før, og hvis tendensen fortsætter, vil 2015 blive et rekordår for antallet af solgte personbiler.

Det vurderer brancheorganisationen Autobranchen Danmark på baggrund af egne tal og tal fra Danmarks Statistik.

- Bilsalget er eksploderet de seneste par år og har sprunget rammen for, hvad vi tidligere fandt realistisk.

- Sammenlignet med 2009, hvor det så værst ud, forventer vi, at salget i 2015 bliver 78 procent højere, siger administrerende direktør i Autobranchen Danmark, Jens Brendstrup.

I september 2015 kom 17.850 personbiler ud på de danske veje for første gang, og foreløbigt er der samlet set solgt 154.507 personbiler i år.

Det betyder, at der de sidste tre måneder skal sælges 45.493 personbiler, for at danskerne har nået 200.000 køretøjer.

Til sammenligning blev der sidste år solgt 46.600 personbiler fra oktober til og med december.

- Mange faktorer er medvirkende til den positive udvikling, men først og fremmest er økonomien i bedring, og derfor er købelysten også højere blandt danskerne.

- Desuden er konkurrencen skærpet i branchen, så priserne er skarpe, og derfor er der flere danskere, som har mulighed for at erhverve sig en bil, lyder det fra Jens Brendstrup.

Han peger desuden på leasing af personbiler som en væsentlig del af forklaringen.

- Leasing af personbiler har aldrig været så populært, som det er nu. Sammenlignet med sidste år er der leaset 30 procent flere biler, siger han og fortsætter:

- Årsagen til den pludselige efterspørgsel efter leasingaftaler er, at vilkårene oftest er bedre ved en leasingaftale sammenlignet med et køb af en tilsvarende bil.

Ifølge den administrerende direktør skyldes det blandt andet, at man betaler en forholdsmæssig registreringsafgift, der gør biler billigere for leasingselskaberne.

/ritzau/