Danskerne: Krisen er endnu ikke slut

Selvom regeringen har bebudet, at den økonomiske krise nu endelig lakker mod enden, tror over halvdelen af danskerne ikke, at Danmark er ude af krisen.

Det viser en meningsmåling fra analyseinstituttet Wilke, skriver Jyllands-Posten lørdag.

- Opsvingshistorien er blevet solgt godt af politikerne. Men der er stadig langt til en højkonjunktur. Jeg forstår godt, at mange føler, at vi stadig er i krise, siger Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank, til Jyllands-Posten.

Så sent som i sidste uge fastslog Helle Thorning-Schmidt (S), at Danmark er på vej ud af krisen. Alligevel svarer 54,8 procent af danskerne, at de ikke mener, krisen er ovre, mens 29,9 procent vurderer, at krisen er slut.

Den pessimistiske vurdering kommer samtidig med, at en opbremsning i økonomien i Europa truer det danske opsving.

I denne uge præsenterede både Tyskland, Italien og Frankrig skuffende væksttal, der sammen med en opbremsning i dansk eksport og manglende opsving i privatforbruget kan skade dansk økonomi.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) afviser dog, at regeringen tegner et for positivt billede af den danske økonomi.

- Vi forsøger på ingen måde at oversælge tingenes tilstand. Men det er stadig vores grundopfattelse, at vi er på det rigtige spor. Vi er på vej ud af krisen, siger ministeren til avisen.

Også Socialdemokraternes finansordfører Jesper Petersen fastholder overfor Jyllands-Posten, at det "går fremad" med den danske økonomi.

/ritzau/

Dagens Gossip